Sommeren uden mænd

”Efter 30 års ægteskab var ordet… Pause.” Men det handler ikke kun om at blive forladt, og ’Sommeren uden mænd’ byder på en vigtig fortælling, og så er den sjov, vækker genkendelse, eftertanke og masser af overraskelse.

Vi kommer helt ind under huden på den forladte Mia (Tammi Øst) og hendes livskrise. Forestillingen, der er en dramatisering af romanen med samme titel af tidens helt store amerikanske forfatter, Siri Hustved, tager fat på noget af det allersværeste. Men den gør det med varme, styrke og humor.

Mia går i baglås efter beskeden om, at hendes mand igennem 30 år har brug for en pause. Vel at mærke en pause, der skal fyldes ud af en meget yngre kvinde. Vi tages med igennem den første desperate tid, som kun kan vække genkendelse for alle, der har prøvet at blive alene sådan ud af det blå.

Det er en af ’Sommeren uden mænd’s helt store styrker: Man kan ikke undgå at spejle sit eget liv og sine egne kriser i det, der sker på scenen – og det er en både gruvækkende, forløsende og sjovt. Hele salen er med, når Mia får latterfremkaldende kølige e-mails fra eksen Boris. ”Mia, vi bliver nødt til at kommunikere”. Men som Mia råber ud over stolerækkerne: ”I 30 år har du forbeholdt dig retten til ikke at gide tale sammen – og nu vil du k-o-m-m-u-n-i-k-e-r-e?” Åh, hvor vi ved lige præcis, hvordan hun har det.

Marie Bach Hansen gør det ud som Mias datter og Ulla Henningsen som den gamle mamma. De tre går vidunderligt i spænd. Ud over at have hver deres rolle fra tre generationer, svæver de ind og ud af alle de andre roller. Ulla Henningsen er fremragende som lille pige, der leger med dukkehus. Den gamle ryg og det knudrede hår bliver fuldstændig som en lille piges. Senere bliver Tammi Øst til naboens brystsugende baby. Hun står helt ren i ansigtet midt på gulvet, mens kinderne suger til, og Ulla Henningsen står ved siden af og pludrer med en tøjbylt på armen.

Peter Langdals iscenesættelse er fuld af den slags billeder. Rammende og skæve. Skiftene er hurtige og stærke. De forskellige fortællinger opløses og snor sig ind og ud af hinanden ligesom generationerne, når rollerne skifter.

Den gennemførte lyd- og lysside står som en vigtig del af iscenesættelsen. Detaljerne er i orden med lys i de små lamper i dukkehuset og masser af perspektiv og liv på scenen, der hele tiden skifter med billeder på gulv og vægge.

Af og til bliver der dog lige vel mange effekter, når både lyd, lys, stemmeføring, rekvisitter og flyttekasser sættes i sving for at indramme en stemning eller et skift. Og enkelte gange får vi oplevelsen af, at humoren tipper over i en ærgerlig ironisk distance.

’Sommeren uden mænd’ handler ikke kun om at blive forladt. Den handler om en familie, om at finde sig selv ved at give glæden ved noget videre til andre, om børn og mobning og intriger – og om sex.

Mia laver seksuelle optegnelser, der skal aflede opmærksomheden fra den eneste ene. De starter med fætterens uskyldige berøring, da hun var seks år og fører os gennem saftige oplevelser frem til Boris. Nogle gange virker det for Mia at skulle tænke på det, andre gange synes hun det er latterligt. Som med alt andet i den rørende og intelligente fortælling er der ikke kun én side af sagen.

Mammas nabo på plejehjemmet, Abigail (Marie Bach Hansen) løfter fortællingen et trin op ad fantasistigen. Når vi er med hjemme i hendes dagligstue kan alt ske. Hele kunstværker kommer til på scenegulvet, når hun fremviser en bordløber med fem kvinder, der onanerer. Den frie seksualitet er til stede – selv på plejehjemmet.

Senere lærer vi, at der findes en Colombus mere i verdenshistorien: Han opdagede ikke Amerika, men derimod kvindens klitoris. Vi får en spraglet gennemgang af historien om de to køn og det ændrede syn på kvindens seksualitet. Det er feministisk teori for fuld udblæsning – interessant og lærerigt, men bestemt ikke tørt (!).

På vej ud af teatersalen bliver jeg en smule ærgerlig over forestillingens plakat. Fotoshop og nøgne skuldre giver et helt andet lidt kunstigt og seksualiseret billede af de tre skuespillere, end det møde, jeg lige har haft med de tre skuespillere på scenen. Det er som om, en del af den feministiske stemme er gået lidt tabt her. I programmet falder jeg også over overskriften ”Langdal og damerne”, og ordlyden får mig til at tænke på den ironiske distance, jeg også oplevede på scenen. Det er en skam, for styrken ved forestillingen er, at den ikke præsenterer damer, men kvinder – midaldrende, højtråbende og hamrende selvstændige. På godt og ondt.