Slow West

Det Vilde Vesten er ikke hvad det har været. I ’Slow West’ er det nærmest poetisk, fuld af selvironi og… ret lang i spyttet. Indtil det vilde show down, der ender som de fleste gør – og så alligevel ikke helt.

En meget anderledes western er det absolut, og genreleg er altid interessant, men her er der altså rigtig mange ting, der bare stritter og strutter for legens skyld. Så som referencer til de klassiske forbilleder, der egentlig bare mudrer det ellers meget gennemsyrede stemningsbillede, som skotske John Maclean spillefilmsdebuterer med.

Maclean gør det ikke nemt for sig selv, når han vil skyde både dannelsesrejse, kærlighedssaga, road trip, eventyr og lidt surrealisme ind i drømmen om det vilde vesten. Filmet i New Zealand, med hovedsagligt lokale skuespillere, men med en europæisk fornemmelse for selvironi. Et spøjst og på nogle fronter vellykket eksperiment, men også ekstremt distancerende overfor sine grundlæggende temaer.

Der er små hints til den frygtelige skæbne, der ramte de indfødte, da diverse nybyggere indtog Amerika, men filmen bliver mere et indblik i alle-mod-alle mentaliteten i jagten på lykken i det nye land. Mange forskellige nationaliteter må bide i støvet, også vores hovedpersoner, der flere gange står pistolløse i undertøj. ”Der er mere til livet end overlevelse,” siger 16-årige Jay (Kodi Smit-McPhee), der er rejst helt fra Skotland og søger en specifik lykke: Den djærve Rose (Caren Pistorious), som måtte flygte fra hjemlandet med sin far.

I sporadiske flashbacks ses noget af de unges historie, men det eneste man kan konkludere deraf er, at Jay ikke fatter hverken alvor eller leg. Hans naivitet er lammende, og man er – i flere henseender – begejstret da den lovløse Silas dukker op og tager tøjlerne. Med skjulte motiver, naturligvis. Ikke mindst fordi det er Michael Fassbender i endnu en tvetydig machorolle, og Silas’ udvikling faktisk er mere interessant end Jays ret forudsigelige.

Fassbender har selv været med til at raffinere rollen, som Maclean skrev til ham efter deres samarbejde på to kortfilm, hvoraf den fremragende ’Pitch Black Heist’ vandt Bafta. Også fotografen derfra – den eminente Robbie Ryan – brillerer igen med sine naturalistiske og særligt lystindrende billeder.

Derudover er poesien noget ordinær, og dialogen indimellem for sløv. Men det afsluttende show down er fantastisk – vitalt, løjerligt, vildt og blodigt – med temposkift og sprælske detaljer. Og herligt at der, når det i sidste ende handler om hvem, der skyder først og uovervindeligt, så alligevel er et par overraskelser at fryde sig over.