Stik mig en muse

”En enlig lille muse har det sværere end man tror.” Åbningsstrofen fra den kulturkanoniserede ’Musens Sang’ rammer kernen i Cafe Livas nye kabaret om muser, der charmer sig ind i filmens musikalske univers.

Ganske modigt kaster de sig ind i den danske sangskat, der har beriget lærred og scene, og skabt udødelige hits. Som førnævnte fra musicalsuccesen ’Mød mig på Cassiopeia’, hvorfra også ’Den allersidste dans’ kommer. Afdansningen i en lækker kanon-version, og muse-sangen som den naturlige og rørende afslutningshymne.

Der er klar overvægt af gamle sange, og det giver en ensformig kabaretstart. Først da Jomfruen og Forføreren introducerer pat som det nye hit i Fabricius-Bjerre-klassikeren ’Jeg sætter min hat som jeg vil’ bliver det festligt. Derefter et par semi-skingre versioner af ’Hvorfor er lykken så lunefuld’ og ’Sjæl i flammer’, inden et vidunderligt mix af kys-sange sender publikum til pause.

Cassiopeia-sangene er i anden akt, som er klart bedst. En tangobar med pardans gør det klart at ’En dag er ikke levet uden kærlighed’, og den ellers så lette og gemytlige ’Vent på mig’ bliver helt desperat og vred, så man ler tårer. Og så den store overraskelse: Carpark Norths ’Transparent and Glasslike’ totalt a cappella med tre melodistemmer for vild udblæsning. Særdeles genialt og kraftfuldt!

Med det drøn bliver det endnu mere evident at muserne burde have flere nyere hits at boltre sig med. For variationens skyld, ikke mindst tekstmæssigt, der hurtigt domineres af en gammeldags tone og trivialitet. Og så især når det eneste akkompagnement er klaver, og de fortrinsvis synger i kor.

Solosang er nemlig ikke deres styrke, og kun få karakterer formår at bryde igennem med deres individualitet: Moren (Iben Dorner) lægger stærkt ud, Mærkelig (Tine Gotthelf) har sine særegne øjeblikke og Skaberen (Lene Hummelshøj) er skarp hele showet igennem.

Men oftest spejler de sig så meget i hinanden, snakker og synger synkront, at ensemblet bliver kernen. Således også i oldtiden, hvor muserne startede som et fællesskab, og da de skulle finde deres eget individ og kunstart blev der en del overlapninger og efterfølgende usikkerhed om identifikation.

I græsk mytologi er der ni muser, hvis guddommelighed primært inspirerer kunstnere. Her er syv af slagsen – som ikke uden videre kan defineres ud fra den traditionelle muse-liste – samt den lesbiske digterinde Sappho (Nina Marie Birk), der også kaldtes den tiende muse. I betragtning af at muserne normalt er tilskrevet alverdens viden, savner man virkelig noget dybde i deres replikker. Det meste sprutter så kvikt og kækt ud af munden på dem, at man snart får en følelse af at disse muser er helt fra koncepterne.

Egentlig fungerer kontrasten mellem sangene og teksterne af dramatiker Alexandra Moltke Johansen udmærket, men der er ikke den store sammenhæng. Mere en masse intermezzoer over kvindetyper og -roller, der kun løseligt kædes til muse-begrebet eller filmuniverset. Men absolut fornøjeligt og syret i momenter, så som den superlystige toiletkøscene, hvor sladder om mænd ender i orgiastiske navneskrig.

Via sangene kommer ’Stik mig en muse’ vidt omkring i filmens verden, men mestendels uden hints til de forskellige genrer som western, gentleman-lystspil, gyser, jazzkrimi, hestevæddeløbskomedie, politidrama og ungdomskærlighed. Mest af alt handler det om kærlighed – og husker man slutningen på ’Musens sang’, ved man hvordan dét ender. ”Mellem himmel og jord.”