Così fan tutte – de elskendes skole

Mozart som camping-komedie! Komplet med stangtennis, kortspil, øller og naturligvis: Campinghabitterne. Samt levende høns i forhaven! Og det fungerer faktisk ret godt for ’Così fan tutte’ i al sin simpelhed og jammerlige stil.

Med vintage campingvogne, kulørte lamper og en underlig folkedansertrup ligner Don Alfonsos Camping unægtelig noget, der ikke er rykket siden 1980erne. Værten er noget mere tidløs, men stadig herligt karikeret i sin alfons-attitude med bar mave og slåbrok. De unges tennisinspirerede tøj er retro-trendy, men det mest moderne er de udødelige rastahuer, fyrene klæder sig ud med.

Udklædningen er en stor del af forviklingerne i Mozarts utroskabskomedie, hvor letsindighedens hjerte slår i takt med kærlighedens. Don Alfonso (Simon Duus) vædder med fløsene Ferrando (Adam Frandsen) og Guglielmo (Lars Møller) om deres forlovede Dorabella (Maria Kontra) og Fiordiligi (Denise Beck) kan være tro. Så springer de i militærtøjet mod fronten, og da de entrerer udklædt som rasta-fyre for at teste pigerne overraskes de med partnerbytte.

Camping-alfen Despina (Ditte Højgaard Andersen) smider lidt kvindelist ind, og får optimal morskab ud af et par rolle- og tøjskift. Først stripper hun Alfonso for bukser, for at agere læge med strøm; og senere trimler hun med stramt skørt og skurrende stemme som notar. Mindst ligeså herligt som da Guglielmo hopper rundt i sovepose og synger om virilitetens skæg, imens han praler af sine spæde biceps.

Den svenske succesduo Tobias Theorell (instruktion) og Magdalena Åberg (scenografi og kostumer), der også fyldte Hedelands amfiteater med ’Madame Butterfly’ i 2013, har med denne opsætning ramt et sjovt miks af italiensk amour og dansk folkehygge. Bøvs og flaskeklir flyder sammen med hjerte og smerte – og balladen er åbenlyst mere fjas end forstand.

Men som oftest provokerede Mozart og librettisten da Ponte deres samtid med ’Così fan tutte’, og alt imellem amoralske budskaber og nedladende kvindesyn hang ved i mange år. Titlen betyder ”sådan gør alle kvinder”, ikke som mange tror ”sådan gør alle”, og nu synes temaerne om kvindelyst og kærlighedsvalg jo ganske tidløse.

Det kan føles lidt langtrukkent, når de sovser rundt i romantikken med de for Mozart karakteristiske gentagelser i sang og melodi. Selvom alle medvirkende har en god energi og et velfungerende kropssprog bliver det som helhed lidt ensrettet. Scenen drejer samme vej, og scenografien flytter sig alligevel ikke meget. Campingmiljøet er gået i stå, kaput.

Typemæssigt glider de medvirkende også lidt ind hinanden, med undtagelse af Don Alfonso, der normalt er gammel og grå, men i Simon Duus’ skikkelse er fyr og flamme. Og så er der naturligvis et par arier eller tre, der brænder særligt igennem: Fiordiligis ’Per pietà, ben mio, perdona’ med Denise Becks fine melankolske soprantoner og blide koloraturer. Og Ferrandos 'Tradito, schernito', hvor Adam Frandsens tenorklang må have smeltet alle kvindehjerter. Samt deres efterfølgende duet ’Fra gli amplessi’.

Atter ville en højere lyd gøre forestillingen mere intens, især orkestret er gemt væk i bagteltet. Men omgivelserne kunne ikke være skønnere, og Opera Hedeland er virkelig en unik oplevelse i et land som Danmark, hvor sommeren kan udarte sig så tarveligt som dette år. Men afslutningsweekenden bliver solrig, så afsted til operalandet ved Hedehusene. Der er nye gode stole, og et vidunderligt team – for, bag og på scenen – der nok skal bringe smilet og varmen frem.