Søvngængersken

Luft, ild, vand, jord. De fire grundelementer sætter et stærkt naturpræg på Bellinis ’Søvngængersken’, som forstærker spiritualiteten, men især skaber en enestående kontrast til bel canto operaens lykkebrus. Og så endda med lidt gys i luftige højder.

Som udgangspunkt lidt beskidt og vovet, men alligevel ikke så usømmeligt som man kunne forvente, når de scenografiske ideer kommer fra billedkunstner Christian Lemmerz. Med undtagelse af en jernseng svøbt i grønne grene og lidt blomster ligner scenebilledet en byggegrusgrav, komplet med kæmpekran, stilladser, betontrapper, sandbunker og regnsøer. Som noget kuldkastet, der skal bygges op igen.

Koret behersker tydeligvis trivsel i dette rurale territorie, og gennem hele forestillingen sjapper de rundt som mudderklatter iført beklædning, der camouflerer sig med naturens elementer. Stærke elementer, vel at mærke, for med deres listigt smygende og kanaliserende udtryk – kropsligt som sangligt – påvirker de dramaet omkring hovedpersonerne. Som naturen jo gør, og ligeledes dem, der står for genopbygning.

Parret, hvis kærlighed får brug for hjælp, er Amina og Elvino, og med klassisk italiensk lidenskab bliver utroskab en ulykke, der kun kan opløses af forveksling – og noget søvngængeri. Plottet er ikke det mest sofistikerede, men tankerne bag er eviggyldige: Tro, tillid og den altafgørende evne til at tale sammen for kærlighed og lykke.

Stemningen er fantastisk, og fortællingen lever på det mystiske, spirituelle og følelsesladede. For ’Søvngængersken’ er ægte bel canto, hvis karakteristika er virtuos sang fremfor historie og stormusikalsk udvikling, og man kan kun gisne om hvorvidt det er den sanglige sværhedsgrad, der har hindret dansk opsætning (i sin helhed) siden få forestillinger i 1864. 

Opera Hedeland har i hvert fald fundet en vidunderlig titelkarakter i den norske sopran Lina Johnson, der både sangligt og dramatisk er en fryd i alle højder. Hendes eminent cantabile klang og smukke blide koloraturer, der i åbningsarien “Come per me sereno” næsten overstråler operaens signaturarie “Ah! non credea mirarti”, om blomsterne, der visner hurtigt – som kærligheden. Godt matchet med Adam Frandsen, hvis lyse tenortoner lige skal varmes op denne råkølige augustaften, men derefter klarer de lange Bellini-takter smukt og smidigt. 

Det er alt i alt et fremragende hold, der har samlet sig på Hedelands amfiteater i år til norske Runar Hodnes opsætning. Selv de ekstra korstemmer af fuglerap, de smukke lysglimt af ildfluerne og den knirkende kran til formidable smågys. Den er nemlig i sving med luftdanser Esther Wrobel, der i wires afspejler søvngængerskens farefulde færd. Overraskende, flot effekt – men også en ide, der får os til at drømme om mere mystik og vovefaktor.

Lemmerz’ scenografi bliver levende med Ulrik Gads flotte lysdesign, og alt synes at gå i ét med naturen og dens elementer. Det kan selvfølgelig nå at blive mere smudsigt, hvis regnen kommer til næste weekends forestillinger. Det er også en måde at assimilere med det danske sommervejr, der på premiereaftenen tangerede 12 grader, dog uden regn. Men ’Søvngængersken’ er det hele værd!