Eugen Onegin

Tatjanas brev til Onegin. Fra Pusjkins versroman til Tjajkovskijs opera – det er russisk kulturarv i ypperste form. Og helt ikonisk, når operaens lange brevscene udfolder sig så poetisk og pskykologisk gribende at man straks genkender ængstelsen i at give sig hen til forelskelsen og risikere afvisning.

Mange har gennem tiderne bemærket at dette russiske hovedværks titel burde være Tatjana, da hun dominerer handlingen. Særligt i første akt, hvor hendes følelser er i fokus og andre kvindeskikkelser – mor, søster, amme – er med til at forme hendes selvværd i skyggen af Onegin.

Eugen Onegin er en skrydende dandy, der endeligt bliver ramt af sin egen arrogance, og hans tragedie er muligvis større, men det er Tatjanas, der rør vores hjerter. Hendes udvikling er mere sjæleligt nuanceret, og både Pusjkin og Tjajkovskij har mere end antydet deres følelsesmæssige spejling i hende. Tilmed blev Tatjana-karakteren nærmest kult, og som en af de mest diskuterede kvinder i russisk litteratur har hun masser af velkendte efterkommere, deriblandt Lara i ’Doktor Zhivago’.

Den slovenske verdenssopran Sabina Cvilak er vidunderlig som Tatjana med sin lyriske klang, der både indfatter den renhjertede landpige i starten og den kølige societymadame til slut. Cvilaks fine skift mellem høje og lave toner indikerer sensitiviteten i Tatjanas valg, med en snert af den moderne kvinde, som denne karakter indvarsler for fremtiden.

Flere østeuropæiske gæstesangere brillerer (igen) på Malmø Opera, hvor Onegin gestaltes fremragende af den hviderussiske baryton Vladislav Sulimsky (ligeledes skøn i så forskellige roller i ’Bohème’ og ’Luisa Miller’). Også i de mindre roller som fyrst Gremin og søsteren Olga imponerer henholdsvis Taras Shtonda med sin dybe bas og det nye mezzosopran-talent Lena Belkina, begge fra Ukraine.

I Tobias Theorells regi og Magdalena Åbergs scenografi – der også har fejret succeser på Opera Hedeland – spreder det russiske vemod sig overalt. Fra de nærmest sygelige kærlighedsbindinger over den fintfølende orkestertilgang til de firkantede, grå vægge med Magritte-agtige skyer på flugt. Som tiden og minderne er ’Eugen Onegin’ flygtige aftryk på sjælen gennem syv scener, der centrerer sig om mistede chancer og ulyksalig kærlighed.

Men Theorell og Åberg få samlet historien, så ’Eugen Onegin’ fremstår med fint flow og komplet som operaværk, i stedet for lyriske scener, som Tjajkovskij selv kaldte kompositionerne. Ikke mindst på grund af de mere intime og kammermusikalske noder, der er Tjajkovskijs kendetegn, mest af alt fra balletkompositioner som ’Svanesøen’ og ’Nøddeknækkeren’.

De gammeldags indslag af dans kunne begrænses, særligt skyggedansen efter skudduellen bryder stil og tempo, samt sender tankerne på uhensigtsmæssig flugt nu hvor Onegins følelser endelig er kommet i fokus. Og sørme om vi ikke skal have mere (russer)dans og fyrst Gremins dybe kærlighedserklæring, før Onegin bliver konfronteret med sin skam og sorg, samt det forspildte liv. Åh, anger, men alt for flygtigt i sit portræt.

Ingen tvivl om at det endnu engang er Tatjanas aften i operaen – og Sabina Cvilaks. Kvinder, der tør gøre sig sårbare, og erfare det, der gør dem til stærke kvinder. Uden den sentimentalitet, som ofte driver opera. Bare poesi og psykologi. Og den underdejlige brevscene er absolut en ny personlig favorit!