Lucia di Lammermoor

Il dolce suono. En elskovsliason, en vanvidsarie og et dødstrip af højeste karat – alt i ét – gør Donizettis mest berømte opera til en særdeles mindeværdig oplevelse. Ikke mindst for den vidunderlige sopran, norske Lina Johnson.

Arien ’Il dolce suono’ er aldeles unik i sin blærede enkelthed, der gør titelkarakterens ulyksalighed yderligere takter hjerteskærende. Titlens smukke lyd er ikke kun den betagende sopran, men de fænomenale toner, der følger hendes koloraturer. For iscenesætter Rodula Gaitaneo har glædeligvis beholdt Donizettis originale instrument, glasharmonikaen, og Sascha Reckert rammer samspillet med Lina eminent. Både tindrende smukt og plirrende uhyggeligt – som det blodrøde lys på baggrundens træer og buske.

”Kærligheden tog hendes forstand,” synger koret sørgmodigt, og det ses ofte i opera, ligesom det ofte ender med død for sopranen i den kvindelige hovedrolle. Også for Lucia di Lammermoor, hvis offerrolle etableres ganske fysisk overdrevent ved hendes magtliderlige brors (Audun Iversen) slæben rundt med hende. Nærmest som en dukke bliver hun overdækket på ruinmuren, trukket baglæns rundt blandt gravstene og skubbet ind i et ægteskab, der skal gavne hans relationer.

Kun i kærlighed og sex synes Lucia stærk og egensindig, og den eksplicitte korporlighed fortsætter med to sexscener og en blodrus med først dolk, så sværd. Det fysiske overdrev spiller sammen med de kraftige farvesætninger i kostumer og lysdesign. Men det skotskternede kombineret med læderlook, cowboystof og uld synes hæmmet af nogle store krinoliner, som heller ikke gør noget godt for den i forvejen lidt kiksede koreografi, der virker stiv og tung, som om den ikke er indøvet nok. I både sværdkamp og sexlidenskab bør der være en vis kraft at spore. Det bliver noget teknisk her. Med og uden krinolineskørt.

Simon Corders scenografi fungerer bedre, når det flotte sø- og bakkelandskab ved Opera Hedeland omdannes til 1700-tallets skotske højland. Med kuldkastede kirkegårdsrester, en spøgelsesagtig dam, samt en stentrappe op til soveværelset (over orkestret), hvor volden topper sværdkampene på ruinmuren, der også dækkes op som bryllupsalter og -festbord.

’Lucia di Lammermoor’ er en klassisk opera om familiefejder – baseret på Sir Walter Scotts roman ’The Bride of Lammermoor’ – med ret stor forudsigelighed i karakterer og drama. Den fine bel canto-musik har ikke de store dramatiske udslag, og librettoen centrerer sig om kærlighedstragedien, og har smidt det meste af de historiske og politiske tvists fra forlægget.

Man kan ret hurtigt fornemme Lucias skæbne. Alligevel er den sidste akt med skæbneafviklingen det absolutte højdepunkt. For Lina Johnson er en fryd som Lucia – en fantastisk blød og rørende stemmepragt, der ligger eminent til den blide bel canto-stil. Ligeså Adam Frandsens klare tenortoner, som Lina også matchede skønt med i forrige års fremragende ’Søvngængersken.’