Vores klasse

Kære klassekammerat... Ordene runger i det dunkle klasselokale, hvor vægge, gulve og andre flader er kridtet til af bevislighederne på de frygtelige år, der har delt klassen i ofre og bødler. For nogle forsøger stadig efter årtier at opretholde kontakten med uskylden og fællesskabet fra dengang i skoletiden.

Det må være så fortvivlende svært at finde tilbage til sine kerneværdier og -følelser efter så stort et traume som Anden Verdenskrig, der sønderlemmede i milliontal: Familier, venner, byer og nationer. Som enkeltperson og som samfund. Især hvis man ikke helt har fundet sin selvstændighed eller vakler i samme, da nazismen gør sit indtog. Såsom eleverne i ’Vores klasse’, og deres russisk-dominerede lilleby Jedwabne.

En helt almindelig skoleklasse med plads til alle, deres drømme, smådrillerier og forskelligheder. Men pludselig bliver barn til voksen, leg til alvor, forskel til defekt. De klassiske historier om stikkeri, voldtægt, flugt, løgn og tortur afviger ikke specielt fra andre fortalt før, men Tadeusz Słobodzianeks drama fra 2010 gør alligevel stort indtryk.

Jedwabne-massakren var ellers tilskrevet nazisterne, så de polske chokbølger gik højt i starten af dette århundrede, da historikeren Jan T. Gross i sin bog ’Neighbors’ afdækkede de sande begivenheder. For den pogrom (russisk betegnelse for jødeforfølgelse), der pågik og kulminerede 10. juli 1941 med offentlige drab, ladebrand og massebegravelse af cirka 340 jøder, blev udført af lokale polakker!

Som det beskrives her – i dokudramaets nådesløse enkelhed – mærker man følelseslammelsen fra flere vinkler: Den tyranniske, medløberen og den angrende. Fortalt med en detaljerigdom, der danner grumme billeder, som ikke lige kan viskes væk på den indre tavle. Ligesom karaktererne, der efterhånden som de dør bliver på scenen som de spøgelser, deres skæbner for altid vil være for de overlevende.

Ensemblet på ti er glimrende – med en vis fokus på modpolerne Zygmunt (Claus Riis Østergaard) og Władek (Lars Simonsen) med henholdsvis overlevelsesdriften og medmenneskeligheden for øje. Abram (Kurt Drejer), der flytter til Amerika inden krigen, bliver fornuftens stemme via breve, men også noget rørstrømsk i to lange navneopremsninger. Med essentielle budskaber for fremtiden, men ret omstændigt i en anden akt, der i forvejen har et problem med temposkift. Meget afvikles for hurtigt, og en del beretninger mister format og empati.

Alligevel har Odense Teater med Mungo Parks direktør Martin Lyngbo i instruktørstolen skabt en af årets mest uudslettelige historiefortællinger. Hvidt på sort, som i: Skriblet på tavlen – og endnu engang printet ind i vores hukommelse. Vi må aldrig glemme, og vi skal blive ved med at lære af fortiden. Derfor er forestillingen ovenud oplagt til undervisning i flere skolefag.

Det miljø, som er den geniale grundsten i stykket, fordrer læring og fælleskab, men ikke alle lektioner er lige entydige. Det er der en god pointe i, og åbner man øjnene for nutidige referencer er der eksempelvis denne: Under trosbekendelsen kan jøderne ikke deltage, og da de larmer for meget, skælder en af katolikkerne ud. Hvorefter jøderne anråber antisemitisme.

Man kan og bør ikke opdele mennesker i ofre og bødler, gode og onde, eller en religion overfor en anden. Vi er først og fremmest bare mennesker, alle med fejl og mangler, og der bør være plads til alt og alle – som i en skoleklasse. I ’Vores klasse’ når man lige at se en snert af det minisamfund, som en klasse kan afspejle, før det forsvinder for altid. Ulyksaligt, hvis det er det eneste positive minde, man har at holde fast i.