Granhøj's Double Rite

Frugtbarheden sprudler og sprøjter i Granhøj Dans’ to dristige fortolkninger af klassikeren ’Le Sacre du printemps’ – med feminint og maskulint fortegn. Offeret er stadig uskylden, men ritualerne kredser nu om mere kropslige ofringer. Såsom blod og sperm.

For et par år siden fejrede Igor Stravinskijs og Vaslav Nijinskijs revolutionerende ballet 100 år på tåspidserne for et hedensk offerritual, hvor en pigeuskyld danser sig til døde for afgrøder og afguder. I Granhøjs version handler det om overgangsritualer: Fra barn til voksen, og fra natur til civilisation.

Tabet af uskyld skildres i udtryksfulde tableauer, der indkapsler typiske udviklingsfaser: Leg og rivaliseren, seksualitet og kønsmodenhed, forældreskab og samfundsarv. Både den kvindelige og mandlige del må lide smertefulde afkald og passe ind på linje med de andre i fællesskabet.

Sidste års Reumert for dans gik velfortjent til den mandlige version af ritualståhejet ’Rite of Spring - Extended’, og selvom kvinderne i ’Rose: Rite of Spring - Extended 2’ følger godt med på fyndig dans og nøgenhed, så er mændene bare bedst. Deres ligefremme og markerede kropslighed, legeinstinktet og konkurrencegenet til både dril og hep, den umiddelbare tilgang til samhørighed – manden er nærmest en fuldblods ritualeffekt.

Helt naturligt trækkes der tråde fra urmennesket – over de dyriske og de gudelige kræfter – til nutidens manddomsprøver/initiationsritualer til herreklubber og lignende. Seriøst så det dunker, og sjovt så det sprutter. Boksevold og tvangsonani, så ketchuppen sprøjter og østersskallen fyldes. Sådan!

Man forstår alt hvad mændene foretager sig, hvorimod kvindernes show er mere kryptisk. Sådan er det også i hverdagen, men alligevel burde man vel kunne få mere ud af kvinden end fniseri, menstruationssmerter, fødsel og en kultagtig guru (der i øvrigt er meget mandhaftig). En rose i skridtet er et uudsletteligt billede på frugtbarhed, men ellers har de nøgne kvinder ikke den store offereffekt.

De udnytter heller ikke til fulde de oplagte højaltre i form at to klaverer og et flygel, som uskyldens herskerinde (den russiske pianist Maria Eshpai) spiller Stravinskijs karakteristiske toner på. Det er ellers til kvindernes fordel med livemusik, hvorimod mændene må nøjes med orkesterindspilninger.

Ganske bemærkelsesværdig er balancen i begge forestillinger mellem stilstand og aktivitet. I både musik og dans, for koreograf Palle Granhøj har ret exceptionelt fået lov at bryde det musikalske mesterværk op med pauser, så tiden bliver dobbelt op. Der giver ekstra plads til hans særlige obstruktionssystem (begrænsning af bevægelsen), og en intens stemning af nutid versus fortid, liv versus død.

Slutteligt må man notere sig at når man drikker det, der kommer fra éns køn, bliver man glad og styrket. Feminint og maskulint. Blod og sperm. Det kan tolkes så uendeligt som denne klassikers udødelighed, og man kan kun konstatere at Granhøj Dans har skabt et tidløst mesterstykke af offerritualer.