100 valg

Vidste du, at et menneske tager omtrent 35.000 valg på en dag? Næh. Det gjorde jeg faktisk ikke. Men det skulle efter sigende være rigtigt.

Og det at skulle tage stilling til at vælge – det er netop hvad Koreografkollektivet E.K.K.O. har sat sig for at undersøge i forestillingen ’100 valg’. Hvad end det drejer sig om de helt små hverdagslige valg: sorte eller hvide sokker? Eller de helt store: elsker, elsker ikke? Bevidste som ubevidste. Tvivl eller ej. Valget er dit.

Der er lagt an til den helt store fortælling. 100 mennesker. 100 valg. 100 beslutninger. Og der er ikke den side af valget, der ikke skal vendes. Fra Kant til Luhmann, et smut forbi den moderne psykoanalyse med Slavoj Žižek i front let krydret med både countrymusik og performancekunst, ja, en sand pærevælling af forskellige delelementer.

Det starter ellers så lovende. Et blødt belyst lokale, flankeret af to stigereoler med alskens ting og sager. En række på fem ser os an, da vi træder ind. En for en træder de nærmere stolerækkerne, og en hæsblæsende kakofoni af replikker falder prompte og i rap. Snart rulles en tavle ind, og vi sidder alle på skolebænken: for vidste du?

Piet Kragh Gitz-Johansen spurter som den velmenende lærer igennem pensum, og vi forstår, at sagen om valget er en kompleks størrelse. Det går tjept, og snart må man le, da Benjamin Boe Rasmussen får en let trykken lige bagved frontallappen over måske, måske ikke at have valgt det forkerte par jeans. Low cut. Boot cut. No cut. To much butt. Ja, selv jeans i dag er en videnskab.

Men langsomt mister forestillingen pusten, og i de mindre interessante øjeblikke søger blikket rundt i lokalet. Og minsandten – er det ikke indpakningen til en cheeseburger fra McDonalds, eller hov – er det ”fisse”, der står på den lille kridttavle? Og hvor mon regissøren har fundet den lille røde miniature af Tolix-stolen? Er globussen ude til højre mon sådan én med en indbygget elpære?

’100 valg’ er præget af valg, og det er skam ikke nemt at vælge. Men det er nu engang instruktørens opgave. Valg er også fravalg, men i ’100 valg’ virker det til at det har været svært at beslutte sig for at skære det overflødige fedt fra. Man kunne have ønsket sig en strammere logik. En mere dybdegående dialog med de mennesker, der ligger til grund for forestillingens historie. For det er både morsomt, veloplagt og til tider følsomt.

Men det hele mudrer en kende til med alle de tilvalg og mangel på fravalg. De nænsomme historier drukner og de morsomme forbliver uforløste. Og tilbage står det hele lidt banalt skelende til de højtravende referencer og andre mere vellykkede forestillinger af samme art.

Kant og countrysang går ikke godt i spænd, hvis du spørger mig. Men jeg kedede mig bestemt ikke i E.K.K.O.’s selskab. Og det er bestemt ikke dårligt valg at bestemme sig for at spendere en aften i de hundrede valgs virvar. Men valget er først og fremmest dit.