Time woke up in darkness (and walked across the room)

Tiden kan ikke stå stille. Alligevel insisterer vi på at udfordre den. Positivt som negativt. Således også i Carte Blanches nye tidseksperiment i samarbejde med The Animation Workshop.

I deres arbejdsprocesser ligger de to verdensberømte Viborg-institutioner i hver deres ende af tidsskalaen, men med et fælles svirp i leg og fordybelse har de på Teaterøen skabt en slags laboratorium, der skal minde os om at nyde tid og rum. Som en hybrid mellem at finde tidløs ro og at bruge tiden kreativt svæver forestillingen dog lidt usikkert mod sin målsætning om at opleve tiden som noget abstrakt og levende, som man kan strække, lukke op og forsvinde ind i.

Det er både tiden og os, der forsvinder, når vi smelter sammen og gør som titlen siger: ’TIME woke up in darkness (and walked across the room)’. For efter at have afleveret personlige ejendele – vigtigst af alt: ur – bliver man opslugt af et fortættet sanserum, hvor mørket og en god del mystificering dominerer. Via et håndskrevet brev bliver man opmærksom på at hvert øjeblik er et nyt øjeblik, som aldrig vil ske igen. Intet er det samme – igen.

Man styrer selvfølgelig selv hvor meget man deltager – blandt andet via en tænd/sluk-mekanisme man har fået hængt om halsen – i de forskellige eksperimenter, og udbyttet bliver derefter. De åbne og lukkede øjne flakker gennem de forskelligartede indtryk, og indimellem føles det jo netop som om tiden står stille. Eller tager fart – som den karrusel af stofstrimler man fanges i og som udmøntes i en bylt af sten, til minde om en afdød.

Det ene eventrum er til både plus og minus. Det er sjovt at kunne følge andres måde at opleve det samme på. Interessant fordi man tror man har overblik over det hele, men det har man ikke. Og udfordrende hvis man ikke vil iagttages af andre i sin udforskning. Men fællesrummet kan ikke undgå at tage lidt fra den personlige fordybelse, for man er hele tiden opmærksom på at der foregår noget udenom en selv og den ting man udforsker. For man vil jo ikke gå glip af noget. Så selvom man flyder i en Fatboy med lukkede øjne og via høretelefoner er fyldt op af fugle, så vil man kunne mærke lyset, lyden eller energien skifte i mørket.

Som da mørket bliver endnu mørkere og folk stille og nysgerrigt samles om en performer med en lille lommelygte, hvis lyskegle pustes væk eller videre til næste person. Som flere andre steder i forestillingen skal vi lukke og åbne øjnene til nye billeder, og da vi ligger helt udstrakt på gulvet venter en vidunderligt sanselig oplevelse med noget større sus end vores små indledende pust. Her måtte tiden godt strække sig endnu længere.

Man kommer ikke helt udenom at tænke på tiden, men der går lang tid før det sker. Det er der hvor tingene begynder at køre i loop, hvor de samme forløb og installationer sker uden større forandring. Begrænset af hvad man kan byde ind med som gæst, og især limiteret af at vores reaktioner og input ikke har særskilt stor forskellighed.

Hele forestillingen kører i seks timer, hvor man kan gå ind og ud, så længe der er max 30 gæster i rummet. Det giver en god og aktiv stemning at man møder forskellige gæster – udover de 3 performere, 2 animatorer og 2 livemusikere. Men der er ikke så meget interaktivitet og personlige input eller historier, som jeg efterhånden er vant til gennem flere sensoriske teaterformer.

Problemet ligger velnok i animationsdelen, der er både statisk og levende, men som kun i enkelte seancer giver mere mening end bare flot installation. Der synes ellers masser af muligheder for at bruge mere animation – og måske endda inddrage gæsterne i arbejdsprocessen – eksempelvis i de portrætfotos, der knipses til efterfølgende abstraktmaling og samlet tegnefilm. Men ’TIME woke up in darkness…’ er stadig en unik oplevelse, og en ganske fin refleksion over opløst tid.

Og det næsten mest syrede sker, da jeg kommer ud af teaterrummet og får udleveret mine ting: Mit ur er gået i stå, netop omkring det øjeblik jeg er gået ud af tidseksperimentet! Som mit eget lille omvendte wake up call om at huske på at geare ned og stoppe tiden indimellem. For som det håndskrevne bud lød: ”Hvert øjeblik eksisterer kun nu.”