Jimmy's Hall

En både smuk og gribende film, som emmer af politisk og socialt engagement. ’Jimmy’s Hall’ er med andre ord Ken Loach, når han er bedst.

I 1932 vender den politiske aktivist Jimmy Gralton (Barry Ward) hjem til sin barndomsegn County Leitrim i Irland efter 10 år i tvungent eksil i USA. Hans tilbagekomst vækker stor glæde hos hans mor, tidligere kæreste, venner og ikke mindst de unge i området, som presser på for at han skal genåbne den hal, der bærer hans navn. Og som i sin tid var årsagen til, at han blev nødt til at forlade Irland.

Hurtigt bliver hallen atter centrum for musik, dans samt undervisning i maleri, poesi og boksning. Og atter har Jimmy lagt sig ud med den magtfulde Fader Sheridan (Jim Norton), der ser kirkens indflydelse truet. For når en gruppe mennesker står sammen og begynder at tænke selv, er de sværere at kontrollere, og det er afgjort ikke en udvikling, kirken eller den herskende klasse er interesseret i. Og denne gang flygter Jimmy ikke.

’Jimmy’s Hall’ er baseret på en virkelig historie og selv om Loach på intet tidspunkt lader publikum være i tvivl om, hvem, der er helt og hvem, der er skurk, er karaktertegningen bestemt ikke sort/hvid. Der er plads til nuancer, og der er tydeligvis en gensidig – om end modvillig – respekt mellem Jimmy og Fader Sheridan. Samtidig repræsenterer den yngre præst Fader Seamus (Andrew Scott) en meget mere liberal holdning og er uden tvivl fornuftens stemme i den katolske kirke.

Autenticitet er vigtig for Loach og den ses i alle detaljer, lige fra det faktum, at filmen er indspillet on location i County Leitrim til fraværet af store, kendte navne i rollebesætningen. ’Jimmy’s Hall’ var udtaget til den officielle konkurrence i Cannes sidste år, og det er bestemt ikke svært at se hvorfor.