Far from the Madding Crowd
DRAMA
Premiere 23. april
Dengang en mand ventede på en kvinde. Ikke nødvendigvis af kærlighed, for ofte var jordisk gods og slægtsnavne vigtigere. Men Bathsheba Everdene er – som de fleste af forfatteren Thomas Hardys (anti)heltinder – stærk og egensindig, og Thomas Vinterberg gør hendes historie til et klassisk velskabt periodedrama.
Tre bejlere er meget for en kvinde, der ikke ønsker at en mand skal eje hende. Bathsheba vælger naturligvis den forkerte, bare fordi han synes at have mod på at tæmme hende. Men farlig og uforudsigelig får hurtigt negative fortegn, og den hardy’ske fatalisme rammer prompte.
Det er den eneste gang, man ikke kan følge Bathshebas tanker og valg, for denne sergent Troy er ikke særskilt veludviklet, hverken på manuskriptplan eller i skikkelse af Tom Sturridge. Nok kan han svinge et sværd og sværge tryghed, men ikke overbevisende nok. Det er de to andre kurtisører til gengæld. Michael Sheen (gårdejer Boldwood) er sitrende fortættet i sine ydmyge frierier, og Matthias Schoenaerts (fårehyrde Gabriel) er vidunderligt mild i sin virile insisteren på loyalitet.
De holdes begge til ilden af Bathsheba, der dog er en anelse for sød og sirlig i Carey Mulligans udtryk. Man savner en kant, eventuelt lidt manipulation, mens hun vakler mellem det selvbevidste og det fatalistiske. Samme dilemma rammer sidekarakteren Fanny (Juno Temple), hvis tragedie afvikles ganske ilsomt. Ligesom manden i hendes liv, Troy.
Vinterbergs force ligger i det intime og karakterdrevne, og selvom fotograf Charlotte Bruus Christensens billeder er flotte og stemningsmættede, så fanger de ikke helt Hardys karakteristiske, rå kontraster i landskabet. Men skæbneromancen holder, og romantikere vil elske den afsluttende scene, skælvende af al den undertrykte kærlighed, som genren fordrer. Med ’Far from the Madding Crowd’ får Vinterberg skabt en klassisk og smuk fortælling om kvinden, der er værd at vente på.