Den Store Gatsby

Baz Luhrmanns ’Den store Gatsby’ er så ung, at man glemmer, det snart er 100 år siden, romanen blev skrevet.

Det er svært at blive rigtig vred over ’Den Store Gatsby’ anno 2013. Temaerne med rige og fattige samt facadeegocentriske mennesker er bestemt noget, man kan nikke genkendende til i vor tid. Alligevel er det svært ikke at blive en smule rasende over den fuldstændig overflødige 3D, som får Gatsby-filmen til at ligne et noir-computerspil flere gange.

Den unge forfatterspire Nick Carraway (Tobey Maguire) bliver trukket ind i et femkantsdrama på de stenriges Long Island i de swingende 1920’ere. Han fascineres af naboen Gatsby (Leonardo DiCaprio), der holder fester, som sjældent er set vildere. Gatsby tager Nick til sig, men kun med den bagtanke at forføre Daisy (Carey Mulligan), som er Nicks dårligt gifte kusine.

’The Great Gatsby’ er en af de bedste amerikanske romaner nogensinde. Den indkapsler en periode til perfektion, men er samtidig universel og tidløs, fordi den taler til noget, der aldrig går af mode for mennesker: Tabet af ungdommens uskyld.

Baz Luhrmanns (’Moulin Rouge!’ og ’Australia’) Gatsby formår slet ikke at være tidløs. Tværtimod. Filmen taler til en ny generation af unge, der lytter til Jay-Z, Lana Del Rey og The XX. Det er et modigt og godt valg at sætte denne type musik til de overdådige billeder, men så burde man måske have rykket historien frem til nutiden?

For uanset hvor billedskøn ’The Great Gatsby’ fremstår (hvis man trækker 3D’en fra), ligeså uskøn fremstår den som adaption af romanen. Her er ingen litterær tæft, men til gengæld masser af storslåede oplevelser for øjnene.

Tre stjerner til filmen i sig selv og én stjerne til Carey Mulligan, der atter overstråler alt og alle på det store lærred.