Festen

Den grønne tale. Sandhedstalen. Historien om når far skulle i bad. Overgreb og incest. Den uudslettelige festbombe fra Thomas Vinterbergs Dogme-film er stadig spiddende skarp og smertende, men i denne omgang turnéteater halter det alligevel lidt med stemningen.

Som film er ’Festen’ en intim sag, der gør gnavende ondt i krop og sjæl, og at historien egner sig til at formidle disse store følelser på teater har vist sig succesfuldt flere gange. Den har spillet på teatre verden over siden 2001-premieren i Dortmund – over Broadway og London til flere steder i Danmark – indimellem som serveringsteater, hvor man som publikum får eskapaden endnu tættere på.

Her i Geir Sveaass’ instruktion søges også at drage publikum ind som festgæster, men mulighederne udnyttes ikke nok, så mestendels svækker det intimiteten og den knugende stemning, der er så essentiel for dette selskabsdrama. Den sløve gimmick er en mikrofon vendt mod publikum – væk fra og med ryggen til familien – hvor de fleste mere eller mindre planlagt får deres taletid. Først i et par afsluttende scener kommer dramaet helt ud til os, når far Helge udtrykker sin lede desperation og ultimative usselhed. Som nogle gæster så kan skylle ned med morgenkaffe og -kryddere.

Fra start tilstræbes et vist kontrastforhold gennem humor og gamle danske sange som ’Hvor skoven dog er frisk og stor’ og ’Bjørnen sover’, og ideen er muligvis at gå efter det surreelle, men oftest virker det bare karikeret og distancerende. Scenografien er endnu en kontrastfaktor, der slingrer. Man kan måske ikke forvente den store scenografi på turneforestillinger, men dette er meget skrabet for en så erfaren scenograf som Marianne Nilsson: Et klinisk firkantet rum med en drejende parabol-lignende flade, der agerer mark, seng, bord med mere – hvidt i hvidt.

Dogmet for denne forestilling er ifølge instruktøren menneskerne, og de 12 medvirkende gør det ganske godt, selvom intensiteten svinger. Fra en lidt vag Mads Knarreborg og en lidt overgearet Nikolaj Bjørn-Andersen som brødrene til en rørende Susanne Breuning, der i moderrollen dirrer af skrøbelighed bag en smuk og statelig facade. Hendes skrig i sidste del af fuldefesten er forløsningen, hun selv først mærker senere, da hun iskoldt afviser sin mand. Steen Springborg fejrer sit 40 års jubilæum med dette kalas, og selvom han er mindre nuanceret end rollen er skrevet, er han skræmmende god som plebejisk patriark.