Foxcatcher

Årets mest realistiske psykopat på film? Ja, og hvad værre er: Han er fra virkelighedens verden. Milliardæren John E. du Pont og hans gerninger afbildet i ’Foxcatcher’ er dybt foruroligende og uudslettelige.

Allerede inden du Pont gør sin entre, er stemningen trykket. Af uforløste drømme og nagende selvhad. Filmens egentlige hovedperson, bryderen Mark Schultz, vandt sammen med broren Dave OL-guld tre år tidligere, i 1984. Men hvor Dave er blevet en anerkendt træner, har Mark ikke formået at udnytte sit talent, og han hænger fortabt fast i storebrors skygge.

Luften er tyk af alt det usagte mellem de to brødre, der har opbygget et afhængighedsforhold gennem en svær barndom og en fælles sportsudøvelse. Meget intenst illustreret i en tidlig træningssession, hvor Dave holder stand mod Marks aggressive frustrationer. Mark Ruffalo ligger godt til en birolle-Oscar for sin hjertelige og skråsikre Dave; og som Mark er Channing Tatum bedst, når hans imponerende fysik spiller med og omformer hans mutte tungfærdighed til kampgejst i stedet for den tabertåge, han tjatter rundt i.

Men så snart John E. du Pont smider sin forskruede pengemagt og dertilhørende infantile ambitioner ind, dominerer han resten af filmen. Oscar-kandiderende Steve Carrell er nærmest ukendeligt grå, grum og grufuld med plumpnæse i vejret og sært, pauserende tonefald af infam autoritet. Der er en sørgelig livslede over ham, og en pinagtig higen efter accept og respekt. Især når hans distingverede mor (Vanessa Redgrave) vrisser af ham og hans nye projekt om at gøre Foxcatcher Farm – hvor hun tidligere har opdrættet raceheste – til olympisk træningslejr for brydere med ham som træner. Mod et pengebidrag til USA Wrestling, naturligvis.

I dette manipulationscirkus kommer Schultz-brødrene i klemme. Du Pont bliver stadig mere krævende og sær i sine tilstræbelser på at være mentor, og virker ofte truende og uligevægtig. Men i stedet for at uddybe de psykiske ubalancer trækker instruktør Bennett Miller de homoseksuelle tendenser frem som et muligt motiv for den tragiske afslutning på samarbejdet.

Du Pont var opvokset med estimerede jagtselskaber, nonchalant omgang med våben og ideologien om, at alt kan købes for penge. Magtens metaforer klumper sammen, når man begynder at analysere i dybden, og meget antydes uden at have en konklusion. For virkelighedens tragedie havde ingen forklaring, som galskab ofte ikke har.

’Foxcatcher’ er en modig og uudslettelig film, hvis dystre og ubehagelige menneskesyn får én til at gyse over verdens mange ublu pengeimperier og deres mulige psykopater.