Breathe In

Et langt, smukt forspil. Som et lille pusterum er denne amerikanske indiefilm, der trækker vejret åh-så-dybt, men ikke får pustet rigtigt ud.

Amorinerne, der er på spil her, har karakter af musikalitet; og den smukke musik – fra primært klaver og cello – har mere passion end de personer, der spiller den, på noget tidspunkt viser. Og faktisk kommer det mest passionerede klaverstykke (af Chopin) ret tidligt i filmen, hvorfra det meste går i underdrev og askese.

Stereotypen, der skal pustes liv i, er: Familien Reynolds er så glade og overskudsagtige, at de kan tage sig af en engelsk udvekslingsstudine. På overfladen, viser det sig, for far Keith keder sig, mor Megan (Amy Ryan) pladrer om kagedåser, og datter Lauren (Mackenzie Davis) savner opmærksomhed. Så der skal ikke mange unoder til før studine Sophie får rykket ved forstadsidyllen.

Som i gennembrudsfilmen ’Like Crazy’ får Drake Doremus skabt en besnærende stemning af undertrykte følelser, men selvom ’Breathe In’ er en mere moden film, har den ikke meget mere på hjerte. Doremus arbejder med improviserede replikker, og det har nok en del af skylden for at historien virker uafklaret og slutningen umoden.

Kemien er ellers dejligt sårbar mellem Guy Pearce og Felicity Jones som Keith og Sophie, der først og fremmest tænder hinanden med musikken – han cello, hun klaver. De spiller, føler og taler musik – og spejler kærligheden derigennem. Men de når aldrig ind til kernen, og til sidst materialiseres deres morale om frihed og grænser.

Scenen, der har inspireret filmens titel, er blandt de bedste og mest sigende i karakteristikken af Sophie og i særdeleshed Keith. Men der bliver ikke pustet nok liv i Keith – og han får som den eneste heller ikke pustet ud.