Dum og dummere 2

Nogle toere kan sagtens stå alene. Andre får man mest ud af i direkte forlængelse af etteren. 'Dum og dummere 2' er sådan en toer, hvor det optimale er at gense den gamle først og så lade helt være med at se den nye.

Ikke fordi efternøleren er en decideret skændsel, men fordi den førstefødte fra 1994 er så vidunderligt retarderet et hovedværk inden for den platte komedie. Ofte så drivende dum, at det er genialt og efter to årtiers tv-genudsendelser stadig udløser katartiske latterbrøl. Det var Farrelly-brødrenes debut, der straks etablerede dem som 90'ernes konger af billige grin, og det var det brede gennembrud for Jim Carrey og Jeff Daniels. Hvis jubilæumsgenforeningen lyder som et smådesperat forsøg på at slå mønt på storhedstiden, så er det også lige sådan, det føles.

De uadskillelige tåber Lloyd og Harry er blevet 20 år ældre, men er naturligvis stadig et par 10-årige drenge fra specialklassen indeni. De tager on the road again efter en ny kvinde, denne gang Harrys hidtil ukendte voksne datter, hvis foto Lloyd straks forelsker sig i – og de forfølges af nogle nye farlige typer i deres idiotiske spor.

Men de overraskende overmandende øjeblikke af den rene, uskyldige og nærmest poetiske dumhed er fordampet og overlader hovedrollen til de mere gemene grovheder og påståelige platheder, hvoraf flere gentages uden at blive sjovere. Det er selvfølgelig umuligt at tilbringe et par timer med Jim Carrey uden at fnise, og der er bestemt spredte gags, at gnække over. Isoleret set kan en lille forceret prut jo også være skæg nok, men som svar på en episk brandskid, dør latteren hurtigt ud.

Følg @_oh_noe