Heart of Darkness

Man undgår ikke at føle sig beskidt. På krop og sjæl er man ført ind i mørket og er blevet udfordret samt intimideret, så det varer lidt før, man kan få al smudset rystet af.

De fleste kender Joseph Conrads klassiker ’Heart of Darkness’, typisk som forlæg for Francis Ford Coppolas mesterværk ’Dommedag nu.’ Uudslettelige billeder af vanvid og ødelæggelse er indprentet, så man næsten kan lugte napalmen, når man hører The Doors’ ’The End’. Rejsen ind i mørket med den unge fyr, der både tiltrækkes og afskrækkes af den ondskab, der omgiver den uregerlige veteran Kurtz.

Sådanne sjælerejser er columbianske Enrique Vargas og hans Barcelona-residerende Teatro de los Sentidos mestre i, og de har før gæstet Republique med blandt andet ’Orakler’ (2011) og ’City Puzzle’ (2009). Conrads historie er dog noget mørkere end deres tidligere sanselabyrinter, og udfordringen i at styre negative og ondsindede tankemønstre synes større end med de positive og sjove.

For vi er ikke bare tilskuere på denne sanserejse, men også deltagere, der skal være med til at forme oplevelsen. Både kropsligt og mentalt udfordres vi med opgaver og valg, og vi bliver hurtigt vagtsomme overfor individualitet versus gruppeånd. Første valg træffes mest på intuition, og efter en kort præsentation af nogle lidt kryptiske typer som digter, eventyrer, syerske, med flere, vælger jeg kvinden, der udbyder noget grænseoverskridende, som guide ind i mørkets hjerte.

Man skal have gang i de frie associationer, for ellers er det jo bare mørke. Det kan også være skræmmende nok. Her er eksempelvis en del lyde, som kan fremmane dystre og frygtindgydende tanker. Især fordi vi lige har fået at vide, at Kurtz er manden, der forvandler drømme til mareridt. Og en underlig skrivertype har lige fået vores navn og underskrift – OG målt vores hovedomkreds.

Vi kan kun lige skimte få skikkelser, der synes at svæve i et svagt lys, som viser sig at komme fra en spand. Men vi kan lugte ilden, træet, mulden – og ikke mindst mærke jorden under vores bare fødder. Snart ser vi jorddyngerne, skovlene og spandene. Efterhånden kan vi genkende vores guide, og vi følger hende forsigtigt og frygtsomt ind i mørket. Hun bekender synder, imens hun klæder sig af... og snart har vi hænderne dybt nede i urkræfter så dunkle og uransagelige som rejsens mål.

Slutkonfrontationen er ubehagelig, men også lidt forceret. Vargas’ opgave er at viske teatergrænsen væk og få os til at tro og gøre, som hjertet byder os – men opbygningen hertil har ikke været pågående nok. En del forvirring hersker i dette jordhelvede, imens aktørerne mister nærheden og nerven overfor os som deltagere. Der får vores intellekt lige tid til at spille ind, og vores reaktionsmønstre går i dvale.

’Heart of Darkness’ overskrider effektivt grænsen for hvordan man oplever en teaterforestilling – og hvordan man reagerer. Problemet er, at vi forfærdes på forskellige niveauer, og med fare for at lyde gemen, ville jeg gerne have haft mere udfordring og nedrighed. Måske er jeg bare for grænseoverskridende.

Jord i hovedet. Sådan føles det lidt. Man er overrumplet, forundret, lamslået. Nogle mere end andre, viser det sig, da vi som afslutning opfordres til at dele vores tanker med de andre deltagere. Men mest af alt er folk stille og eftertænksomme. Sanseteatret har ramt os – dybt inde i mørket – og vi føler os stadig sårbare. Og tilsnavsede. I hovedet, samt på hænder og fødder.