Sin City: A Dame to Kill For
ACTION
Premiere 28. august
Basin City er stadig en bundrådden by, der søler alt til. Stadig befolket af nådesløse forbrydere, korrupte betjente og slemme fruentimmere, der er endnu farligere. Stadig en kuldslået kulisse hvor alle bedrager hinanden, selv har noget at hævne og sørger for at gøre det så brutalt som muligt. Stadig en evig inspiration til asfaltpoetiske indre monologer. Stadig noir-pastiche i bevidst selvfedeste potens.
Og Sin City på lærredet er stadig en stilfuldt stiliseret levendegørelse af Frank Millers egne grafiske noveller. Altså stadig sort-hvide paneler, ofte blot silhuetter, med spredte signalfarvede detaljer: Røde blodstænk, grønne øjne, en blå jakke, en gylden paryk, en orange eksplosion – især røde blodstænk.
Men the thrill is gone. 'Sin City: A Dame to Kill For' er stadig grovkornet og æstetisk pulp mens musikken spiller og hovederne ruller. Meget af fantasien, humoren og vanviddet er bare smuttet videre og har taget indlevelsen med sig. Tilbage er en badass stiløvelse.
Det bliver hurtigt klart, at de bedste kapitler fra Sin City-krøniken allerede blev fortalt i den første film for snart ti år siden. Nogle af de nye skæbnehistorier er fortsættelser, andre er forhistorier, men fælles er, at de føles som gentagelser – også af hinanden, når vi for eksempel hele tre gange lige skal have indtaget et velbevogtet palæ undervejs.
Mickey Rourkes ridderlige smadremand Marv smadrer stadig løs, Jessica Albas danser Nancy danser stadig løs. Josh Brolin overtager forpint detektiven Dwight fra Clive Owen, Joseph Gordon-Levitt støder kækt til som gambler med en lidt for god hånd, flere andre gode ansigter kigger ind i små roller. Men denne gang er selvopofrende desperation og frådende ondskab afløst af mere lunkne hævnmotiver og afmålte synder. Og så kan selv alle Eva Greens bare bryster på titelrollen blive lidt ligegyldige i længden.
MODTAG KBH’S UGENTLIGE NYHEDSBREV
