Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children

Ingen filminstruktør har som Tim Burton skabt utallige ikoniske billeder på særligt elskværdige særlinge. Oftest i en eminent balancegang mellem det barnligt magiske og det gotisk uhyggelige. Voksne og børn, skurke eller helte, levende som døde. ’Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children’ har lidt af hvert, men føles alligevel ikke helt så original som de bedste Burton-fantasterier. 

Forlægget, Ransom Riggs’ ungdomsroman fra 2011, er ellers fuld af sælsomme børn og voksne, men mangler lidt på den sjælelige front. Hovedpersonen Jake (Asa Butterfield) er jævnt kedelig, og hans udvikling noget træg. Hans motivation fejler ellers ikke noget, da han opsøger de barndomshistorier og -karakterer, som farfaren (Terence Stamp) opfordrede til ved sin mystiske død. Snart bliver alt virkeligt, når Miss Peregrine (Eva Green) tager ham under sine vinger i sin særlige 24-timers sløjfe, der skal beskytte hendes sælsomme mod den onde Barron (Samuel L. Jackson) og hans øjeædende udyr.

Persongalleriet skælver noget. Drengen med bier i sig, er mere en Stephen King-figur, ligesom Shirley Temple-typen med et rovdyrsgab i nakken nok heller ikke var dukket op i Burtons fantasi af sig selv. Derimod er pigen, der kan gøre den mindste spire til kæmpevækst, ægte Burton-magi – og ligeledes rammer nostalgien i drengen, der kan projicere sine (ofte profetiske) drømme som filmunderholdning til de andre børn. Og allermest den tvetydige Enoch, der bringer liv i skeletter og sammensatte lemmer, så man ikke er i tvivl om Burtons identifikationspunkt. 

Enoch leverer både dystert, sjovt og heltemodigt stof til eftertanke, men det er den luftbetvingende Emma (Ella Purnell), der er fortællingens hjerte. Hendes talent gør hende både stærk og sårbar, og disse to yderpunkter skaber nogle af filmens flotteste sekvenser og mest uforglemmelige billeder. Fra vild havaction med et Titanic-agtigt skib til poetisk romantik i særlige højder.

Pointen er – som i de fleste Burton-film – at selvom de har særlige talenter, så er det ikke heltekræfter, men mere talenter, der kan bruges i dagligdagen, og dermed tilføre leg og magi. De kære særlinge har altid følt sig for anderledes til den almindelige verden, og deres naive tilgang til deres talenter har gjort dem sårbare. Således handler det ikke kun om accept af særheder, men også om potentialet i dem, og hvordan man lærer den rette udnyttelse af sine talenter.