300: Rise of an Empire

Genistregen i denne fortælling ligger i den tilsyneladende uudtømmelige kreativitet, der er i de enkelte kampscener. Man må beundre, hvordan ’300’-franchisen konstant kan finde på nye måder at visualisere partering og lemlæstelse af krigere i et rasende tempo. Hvis man altså er til den slags.

Lige når man tror, at der ikke findes flere måder at halshugge en mand, ja så finder vores helt Themistokles på at kløve hovedet på langs. Det er da opfindsomhed.

Frank Millers tegneserier udgør stadig grundlaget for denne hårdtslående blanding af computeranimation og overdreven fortolkning af de gamle grækeres slag mod perserne. Men i instruktørsædet sidder nu reklamemanden Noam Murro, hvor den tidligere instruktør Zack Snyder nu blot tager sig af manuskriptet.

Snyders stil er dog helt intakt, og de største forskelle ligger i at Millers grafiske roman ’Xerxes’ tager kampen ud i Det Ægæiske Hav. Her sprøjter blodet stadig som fra en fontæne i et utal af brutale stilbilleder og tegneserie-silhuetter. Og kampene smelter stadig sammen til en smuk ballet med perfekt timet koreografi og kunstig lyssætning.

Selve handlingen er heldigvis holdt på et relativt lavt ambitionsniveau, hvor problemerne aldrig er mere komplekse, end at de kan løses med en rask sværdkamp. Historien i denne toer er stort set den samme som i forløberen, hvilket betyder at alle ambitioner om karakterudvikling og psykologisk dybdeprofil må parkeres ved udlevering af 3D-brillen.

Men der er dog alligevel plads til et pirrende parløb mellem overhelten Themistokles, spillet af den så godt som ukendte Sullivan Stapleton og persernes kvindelige hærfører Artemisia, spillet af Eva Green. Imellem disse to opstår drama, hvor ’300: Rise of an Empire’ trods alt kan lidt mere end bare at spille med de glinsende muskler.

Afslutningsvis sidder man nok ikke tilbage med en følelse af at være blevet klogere på verden. Men man ville sagtens kunne finde på spontant at starte et heavy metal-band. Hvis man altså er til den slags.