Abernes Planet: Revolutionen

Aber med automatvåben. Til hest. Det er jo for så vidt argument nok for at tage med tilbage til Abernes Planet.

Men mens den kronologiske nytænkning af den klassiske scifi-franchise kom overraskende stærkt fra start med 'Oprindelsen', der overbeviste som både (abe)familiedrama, (abe)fængselsthriller og (abe)frihedskamp, så er 'Revolutionen' mindre medrivende. Lige så oprigtig og vellavet, men også en noget mere enstrenget gang cowboydere og (abe)indianere.

10 år efter hjernevirusens udbrud har menneskeheden haft travlt med at uddø, mens aberne passede sig selv og deres ekspres-evolution ude i skovene nær San Francisco. De er nu et rigtigt stammesamfund, der både går på bjørnejagt og taler engelsk for begyndere. Så gensynsglæden er til at overse, da en skrøbelig fredsaftale må indgås med den desperate menneskekoloni inde fra byen.

Ingen af civilisationerne gør sig dog illusioner om sameksistens, og propelleret af brodne kar i begge lejre er det bare at læne sig tilbage og vente på krigen. En forudsigelig og actionfattig venten på det angribende abe-kavaleri. Uden forgængerens gribende drama i en småtung, upartisk dragen paralleller mellem parterne.

Alle er inderst inde bare familiefædre, der prøver at bygge nyt på ruinerne af det gamle, we get it. Men menneskene er denne gang for uinteressante, selvom de anføres af Jason Clarke og Gary Oldman.

Til gengæld er den digitale monkey-makeup igen helt fortræffelig og Andy Serkis forbløffende troværdig som alfahannen Caesar – en hård men retfærdig statsmandsprimat, der er mere humanist end de fleste homosapiens. Og så er det endda Toby Kebbell, der som den tro væbner Koba med det formørkede hjerte leverer det allerbedste abeskuespil.

Følg @_oh_noe