Grace of Monaco

Hendes livs største rolle. Det er sagt i tusindtal om Grace Kellys skift fra de røde Hollywood-løbere til de bonede hofgulve – og nu med oversmurt eventyrglans i ’Grace of Monaco’.

I de første scener skitseres rollen med pomp og etikette af hofdamen Madge (Parker Posey), kontrasteres af Alfred Hitchcocks besøg og filmtilbud, samt pilles ned på meningsudveksling i ægtemand Rainiers (Tim Roth) herreselskab af forretning og politik. Scenen er sat for fyrstinde Graces (Nicole Kidman) eksistentielle krise, hvor royal rimer på loyal, og kærlighed erstattes med forpligtelse.

Dilemmaet er reelt og stærkt nok, men det overfortolkes af franske Olivier Dahan, der både vil lave klassisk glamour og politisk konspiration. Den æstetiske glans holder en fin retrostil, som Dahan også lykkedes med i succesen ’Spurven’. Men hvor han portrætterede Piaf livagtigt og gribende, skurrer det totalt utroværdigt og tilsmurt, når Graces rollevalg tillægges afgørende betydning for udfaldet af den tilspidsede magtkamp om Monacos suverænitet versus Frankrigs skattepres.

Der er bare for meget glidecreme og for lidt skandale over ’Grace of Monaco’ – der må være mere gods i hoffets utroskab, søskenderivalisering og insolvens, samt selve fyrstedømmets ry for kasinopenge-hvidvask og andet kriminelt skattely.

Det fyrstelige eventyr var ingen lykkerus for Grace, men – som filmen (over)forklarer – traf hun valget om at være fyrstinde af Monaco. Den kerne er det tætteste Dahan kommer på den virkelige Grace, og dér ligger garanteret mange interessante historier til en vedkommende biografi.

I stedet får vi den sødladne tur i dannelseskarrusellen – med en forfriskende Derek Jacobi som coach, i øvrigt den eneste skuespiller, der synes tilpas i sin rolle. Højst usandsynligt at Grace ville vente seks år med at begå sig på fransk og fornem vis, men selvfølgelig endnu en pointering af det med den største rolle.

Nicole Kidman bliver aldrig Grace Kelly, mest af alt er hun for kølig og stiv i ansigtet til at formidle den menneskelighed, som fyrstinden umiskendeligt besad. Kun med få ord strejfes denne følelsesmæssige essens i myten Grace Kelly: Kvinden, der bare gerne ville elskes uden betingelser og bedømmelse.

Både som filmstjerne og fyrstinde blev hun konstant vurderet og værdsat på godt og ondt. I kærlighed og pligt, i håb og tro. Især i hendes sidste, største og bedste rolle – forhåbentlig var det også med den, hun følte sig mest elsket.