Godzilla

Godzilla er de civilisationssmadrende megamonstres Shakespeare, og hver generation skal have sin fortolkning. Har instruktørsatningen Gareth Edwards sagt som påskud for allerede at prøve igen. Og tak for det, for hans brølende badass af en naturkraft vil ingen megamonsterfans være foruden – det er bare lidt ærgerligt, at Godzilla ikke er mere med i sin egen film.

Det er god tone at slå hånden af Matthew Brodericks skadedyrsproblemer i udgaven fra 1998, der tog sig den ene frihed efter den anden over for de ægte Gojira-forskrifter. Men om ikke andet var den da ret sjov, hvilket man ikke kan beskylde denne version for at prøve at være. Renset for one-liners, men fuld af respekt for de japanske atomalder-rødder, er det Hollywoods alvorligste megamonster-film siden 'Cloverfield' – som også er en klar reference i måden (ikke) at vise os monsteret på.

Gareth Edwards var en satsning, fordi han kun havde den lille selvfinansierede indie-perle 'Monsters' på samvittigheden, inden han blev overladt selveste 'Godzilla'. Men han overfører overlegent den suspense-baserede stil fra debuten til denne på alle planer multimuterede scene. Afventende og underspillet holder han på den forventede action, lader den eksplodere i lynhurtige glimt, og holder så lidt længere på den.

Et monsterben her, et øredøvende brøl der. Vanvittige ødelæggelser henvist til udkanten af billedet eller en tv-skærm i baggrunden. Overraskende synsvinkler, realistiske beskæringer, et snert af poesi og så pludselig spektakulær smadder i største vidvinkel-skala. Tilsyneladende kaotisk og tilfældigt, blæret kontrolleret.

Mindre blæret udvikler al fyldtiden mellem de rationerede godbidder sig, for desværre er der ikke meget 'Kick-Ass' over Aaron Taylor-Johnson som bomberydderen, der i forsøget på at blive genforenet med familien konstant finder sig selv i begivenhedernes centrum, som de bevæger sig fra Japan hen over Stillehavszonen og kulminerer hjemme i San Francisco. Det menneskelige drama midt i ragnarok forbliver i det hele taget pligtstof, og selv ikke et glædeligt gensyn med den desperate vrede i øjenene på Walter White... undskyld, Bryan Cranston, kan forhindre rollelistens egentlige helte i at være en tidsudtrækkende klods om benet.

Til gengæld lykkes Edwards i bedste japanske tradition rigtig godt med at få os til at heppe mere og mere på Godzilla. Han vedholder gennem næsten to timer den teasende stil og lukker først helt op for godteposen til aller, allersidst – og den hundredemeters radioaktive reptil-antihelt, der så er i posen, er sandt for dyden værd at vente på.

Men nogens tålmodighed vil formentlig ikke række så langt. Selvom den stramme dosering er velgørende i en tid, hvor den ene blockbuster efter den anden slet ikke kan begrænse bersærkergangen, så flirter Edwards så afgjort med den modsatte yderlighed, når man risikerer at misse halvdelen af den ganske lange films monster-action med en dårligt timet tissepause.

Følg @_oh_noe