Latter i mørket

Katastrofen lurer under forelskelsen i Hotel Pro Formas iscenesættelse af Vladimir Nabokovs roman ’Latter i mørket’. Kirsten Delholm spiller på alle sanser – lyd, lys og bevægelse – i en enkel iscenesættelse, der specielt på lydsiden imponerer.

Kunsthandleren Albinus forelsker sig i Margot, en ung pige der arbejder i den lokale biograf. Hun er ganske uskyldig og han forlader sin kone og barn for den unge smukke pige. Albinus’ ven Rex kommer på besøg, og et trekantsdrama opstår. Den unge Margot er måske ikke helt så uskyldig.

Historien er ganske klassisk, men intet hos Hotel Pro Forma kan sættes ind under denne kategori. Forestillingen er delt ind i tre akter. Et i mørke, hvor man med høretelefoner lytter til en bid af historien. Den forstærkede lyd borer sig insisterende ind i hovedet.

Anden akt fortælles i lys og skygge. Store runde plader i bevægelse og enorme spejle reflekterer lyset og forvrænger rummet. Afslører detaljer og gemmer på hemmeligheder.

Scenografien er en velsmurt maskine, som spillerne navigerer i. De tre spillere er pakket ind i Henrik Vibskov-kostumer, der moderigtigt løfter dem op på træklodser. Ordene holdes igen som kontrast til de øvrige elementers kamp om opmærksomheden.

Specielt den unge Margots (Clara Fasting) stemmes naivitet rammer lige på grænsen mellem barnlig, overbærende og udspekuleret. Thomas Mørk som Albinus, der naivt forlader kone og barn for en hovedkulds forelskelse står usikkert på benene og lader sig føre af sin unge kone. Johannes Lilleøre sniger sig langs panelerne som vennen Rex, evigt mystisk og ude på ballade.

Tredje akt fortælles gennem musikken. Et utroligt musisk univers, der kryber igennem gulvet og op igennem fødderne. Det sørgmodige elektriske klaver fortæller historien. Det er usædvanlig smukt.

Hotel Pro Forma er efterhånden en institution i dansk teater. Kirsten Delholms performative udtryk er letgenkendeligt, og ’Latter i mørket’ er fyldt med Delholm-referencer. Den tørre tekst spiller på lige fod med de øvrige elementer i rummet. Ordene får udtryk i det udtryksløse. Alt i forestillingen er kontrolleret, selv det ukontrollerbare.

Hotel Pro Formas iscenesættelse af ’Latter i mørket’ er en fortælling om begær og had – og er absolut et besøg værd.