The Selfish Giant

Poesien i den barske, grumsede realitet – det excellerer den nyeste britiske filmbølge i, og Clio Barnards ’The Selfish Giant’ vil blive husket som et stemningsfuldt hovedværk. Et tidsbillede af en ungdom, der vokser op demoraliseret og desperat i det de-industrialiserede landskab. Med en skrotplads som samlingspunkt for udvikling, penge og rivaliseren.

Visuelt og narrativt er der langt fra dette skrammelanlæg til Oscar Wildes mini-eventyr ’Den Selviske Kæmpe’, hvor Kæmpen forbyder børn at lege i hans have – med evig frost, sne, hagl og vind til følge. Men inspirationen er klar, og navnlig med streg under selvisk mærker man aktualiteten.

Kæmpen er skrotbossen Kitten (Sean Gilder), der først udnytter de 13-årige skoleforviste venner Arbor (Conner Chapman) og Swifty (Shaun Thomas), men siden overlader sin væddeløbshest til Swiftys pleje og træning. Kun få kan sige sig fri af selviske motiver her, hvor middelklasse hurtigt bliver til underklasse og sigøjner/klunserlivet presser sig på; og Arbor dalrer rundt som en tikkende bombe af ADHD, jalousi og aggressivitet. Tragedien rammer ikke overraskende både skrotpurke og -kæmper.

Voksenverdenen beskuet – og levet – af børn/unge har givet den populære britiske socialrealisme dugfriske vinkler i eksempelvis Lynne Ramseys ’Ratcatcher’, Andrea Arnolds ’Fish Tank’ og Shane Meadows’ ’This is England’. Barnards fiktionsdebut glider snildt ind i dette selskab af barske og grænserykkende filmperler.

De to drengedebutanter er ganske simpelt udsøgt casting, og det er deres følelser og reaktioner, der bidrager mest til realismen. Med de voksne karakterer bliver det indimellem lidt for tydeligt, at de kun er bump og schwung på knægtenes vej, katalysatorer for deres historie og udvikling. Men med få grotesk-originale scenarier – som da Swiftys far sælger deres (lejede) sofa, imens ungerne sidder i den.

Mike Eleys naturalistiske billeder går fuldstændig i synk med Harry Escotts lavmælte musik, og i clinch med den sproglige råhed. F-ordene bliver flittigt brugt, og der er et utal af grumme kaldenavne. Alligevel mærkes poesien overalt i ’The Selfish Giant’, hvis sidste ultra-nære billeder rusker følelser og tårer effektivt i vinkel.