Mommy

”Livet er som et flipperspil – der skal kugler til.” Den slags replik er så typisk for den canadiske enfant terrible Xavier Dolan, hvis kometkarriere nu er ved at bevæge sig i en mere moden retning. Uden dog at miste nosserne til at gøre det på sin helt særegne måde.

Dolans force har altid været outsiderne, og med sin utilslørede, kærlige og humoristiske stil har han rykket tabugrænser med en ny film hvert år siden debuten i 2009. Hans vilde, skæve personskildringer strutter af bramfri ungdomsenergi – også dem, der for længst har ramt den anden side af 35. Endnu et af disse pragteksempler er titelkarakteren i ’Mommy’: Lårkort, stramt og farveprægtigt tøj samt selvfiksede hårstriber, der kun kan gøre en Spice Girl misundelig.

Helt i sin ret kaldes Diane for Die – hun er en sej sild, der flirter lige så meget som hun kæmper sig ud af livets genvordigheder. Hendes største udfordring har altid været sønnen Steve (Antoine-Olivier Pilon), der har ADHD og er mildest talt ustyrlig. Kylet ud af en behandlingsinstitution og hjemme igen er Steve opsat på at elske og beskytte sin mor – udover alle grænser. Det går heftigt for sig, og bliver yderligere sat på spidsen, da naboen Kyla bliver en del af dysfunktionaliteten.

Flipperspillet er en udmærket metafor for deres frugtesløse trummerum: Rammer, forhindringer, huller og aldrig nok kugler. Selv i de mest optimistiske og lystige øjeblikke lurer de ensporede, trange kår. Ret firkantet har Dolan valgt at understrege det indsnævrede liv med et 1:1-filmformat, der er lidt anstrengende at forholde sig til gennem en hel film. Særligt fordi de to gange, formatet udvides – for at illustrere glimt af frihed og lykke – er af tvivlsom effekt.

Det er desværre ikke den eneste ramme, der forstyrrer. Trods et tidsbillede, der ligner og lyder som 90’erne, foregår ’Mommy’ – ifølge en fortekst – i en nær fremtid. Med introduktionen af en ny lov om forældres ret til at tvangsindlægge deres utilpassede børn. Som bare forvirrer i forhold til Steves fortid og skaber en vis forudsigelighed om hans fremtid.

Med ’Mommy’ vender 25-årige Dolan tilbage til de selvbiografiske træk om ukontrollabel ungdom, moderbindinger og autoritære institutioner, som også hans debutfilm ’I Killed my Mother’ grejede ret effektivt. Men her ses en modenhed – som i hans sidste film, den fremragende ’Tom at the Farm’ – og en ægthed først og fremmest i karaktererne. Særdeles rørende udviser Dolan stor forståelse og respekt for de to ret forskellige mødre – og hans to gennemgående muser Anne Dorval og Suzanne Clément, der er helt fænomenale som henholdsvis Die og Kyla.