Bohème

Boheme forever. De vil altid eksistere; de kunstneriske sjæle med hang til drømme, der står i livlig kontrast til deres fattige og forhutlede liv. I Paris, New York, København. Og Malmø, hvor Puccinis operamesterværk er vellykket opdateret til nutiden.

Havde man udeladt de glimtende Eiffeltårne i den store tivoliscene, kunne det være hvilken som helst by. Med et overvældende bagbillede i reklamestil og tre mægtige stålstrukturer signaleres storby i forfald, og beboernes lærredsbukser og dynejakker er nok farverige, men også slidte og beskidte. Der er en uforlignelig stemning af missede drømme og skæbnespil over Leslie Travers’ scenografi, med karrusellen som den svirrende fantasi og skæbnehjulet afspejlet i den kæmpe stålkonstruktion, der ligner alt mellem et horoskopdiagram og Frihedsgudindens krone.

Den frihed, som kunstnere ofte søger i deres udtryksformer, hænger udenfor rækkevidde her, og forlystelseskarrusellen kører uden dem. De må finde glæde i de mindste ting, og kærligheden burde være den største fryd. Men hverken i kunst eller kærlighed kan poeten Rodolphe udleve sine drømme, når fattigdom begrænser ham. For hans elskede Mimi er dødssyg, og han må opgive hende i håbet om, at en anden bedre bemidlet mand kan hjælpe hende.

Irske Orpha Phelan er tilbage på Malmö Opera, og hun har givet den klassiske kærlighedstragedie en ekstra snert af letsind via nutidsbilledet. Særligt i tivoli-scenen, portrætteringen af Musette samt Rodolphes besindighed i al hans ulykke. Ukrainske Maria Fontoshs stemmekraft er ganske skarp, men det passer til den egenmægtige Musette, der giver proletar et nyt look. Og som Rodolphe er canadiske Luc Robert så mild og hjerteskærende god, at hans enestående, høje tenortoner får tårerne frem – hver eneste gang – hos undertegnede.

I duet med russiske Olesya Golovneva sker en særdeles unik stemmesammensmeltning – eksempelvis i 3. akts farvelsang, men højdepunktet er naturligvis sangtrilogien centreret omkring deres første møde og hendes kolde hænder. At så vidunderlige tonehøjder kommer fra en så spinkel krop som Golovnevas genererer bare endnu mere ægthed i Roberts beskyttende og omhyggelige betoning.

De var begge en del af Malmö Operas fremragende opsætning af Verdis ’Luisa Miller’, ligesom Vladislav Sulimsky, som her stjæler flere scener som maleren Marcel, der udfordres maksimalt i sin kærlighed til Musette. I øvrigt iklædt en lettere komisk blanding mellem en mekanikeroverall og en sparkedragt.

’Bohème’ er en meget simpel historie, hvor kunstlidenskaben sagtens kunne fylde mere og skabe større forståelse for det bohemeliv, der gør kvaler for kærligheden. Det afsluttende dødsscenarie burde være mere gribende, men virker konfus i lunte-tempo. Med nutidige briller fungerer det ikke helt med den romantiske ide om at ofre materielle ting for at give en døende kvinde den sidste varme i hænderne. Men jo, de allersidste minutter presser tårerne sig alligevel på, for Mimi og Rodolphe er bare bohemekærlighedens største og mest rørende tragedie.