Sparta

Duften af lavendel spreder sig i den kitschede kulisse af papklinker og papmarker i Provence-stil i Frederik Arntzen Neergaard iscenesættelse af Benjamin Kitters dramatikerdebut-vinder ’Sparta’. Der er bogstavelig talt meget lort i denne forestilling, og alt for lidt lagkage.

Herbert og Lilly venter besøg fra deres to sønner i deres pensionist-eksil i Frankrig. Hun er hektisk, hundsende og hysterisk. Han er afdæmpet og apatisk, evigt søgende imod lokummets isolerede tomrum. Konflikten manifesteres i et verfremdungsøjeblik med sætningen ”hun plejede at være...”, det er hun altså ikke længere.

Kristian Halken er afvigeren med den forsigtige, men hastige gang hen imod toilettet. Med en pude i ryggen sidder han på toilettet i timer og læser Illustreret Videnskab, mens Ditte Gråbøl i læderhud og espadrillos bliver mere og mere frustreret i køkkenet. Intet er helt som de havde ønsket sig, og mens drømmene lever, vokser hadet.

Den ene søn er ebber og fuldstændig besat af fodboldklubben Sparta. Den anden søn er kommende MF’er og temmelig stolt af sig selv. Selvom konflikterne er ganske banale, bliver weekenden med sønnerne fatal.

Det dramatiske omdrejningspunkt om ægteparret, hvis ægteskab ikke længere holdes sammen af kærlighed, men af frygt, er ikke som sådan en ny fortælling. Men i ’Sparta’ er alt håb ude, der er kun had og facade peppet op med toiletfilosofiske iagttagelser om livet. Benjamin Kitters manuskript vandt Dramatisk Debut 2014, men opsætningen er ikke helstøbt, den vil alt og ingenting. Det gør næsten fysisk ondt at se på de her mennesker.

Men ’Sparta’ er velsignet med et herligt cast. Kristian Halken i sædvandlig distræt Halken-stil som den vattede faderkarakter med fedtede fingre og haltende gang. Ditte Gråbøls ensomme husmor, der ikke engang kan elske sin retarderede søn, er hjerteskærende og enerverende. Carsten Bjørnlund er afklaret, præcis og nævenyttig, og Brian Hjulmann er klogere, end han ser ud.

’Sparta’ er en uhyggelig fortælling om uforløste drømme pakket ind i komik og hyppige toiletbesøg. Lidt for meget lort, lidt for lidt håb.