Den flyvende hollænder

Bølgeskvulp og -højder så vældige og voldsomme som det mystiske spøgelsesskib, der følger med. Imens kæmpeportrættet af kaptajnen svæver ind over en ensom pige, der drømmer sin yndlingsbog til live. Smukt og ildevarslende afbildes ouverturen til denne ny-iscenesættelse af Wagners klassiker over sagnet om den flyvende hollænder.

Pigen bliver til kvinden Senta, og hun er stadig drømmende, faktisk på randen til besat af den mytiske kaptajn, som hun ønsker at redde fra evig fordømt sejlads. Skæbnen vil at hendes far er stødt på hollænderen i bølgerne, og – blændet af guld og gods – har tilbudt hendes hånd i ægteskab. Trods advarsler kaster Senta sig ud i drømmen og lover hollænderen evigt troskab, men virkeligheden ender i frygtelige konsekvenser.

Helt i tråd med den moderne profil, Det Kongelige Teater er i gang med at implementere, har Operaen hentet instruktøren Jonathan Kent og hans London-opsætning hertil. Det er ganske interessant og ikke mindst modigt med en kvindelig vinkel på denne uhyre maskuline saga. Det lykkes ret godt, blandt andet fordi vekselvirkningen mellem det fantaserende barn og den målrettede kvinde gør fascinationen af spøgelseskaptajnen endnu stærkere.

Trods nedtoning er titelkarakteren mægtigt nærværende, og baryton Johan Reuter er i særklasse en verdensfjern forfører med sin dybe klang og dvælende attitude. Han er ren Wagner-power, hvor de andre aktører har mere spillerum. Modpolerne skaber kraftfulde duetter overfor sopran Orla Boylan og bas Clive Bayley (fra London-opsætningen) som Senta og hendes far. Sidstnævnte er især en fornøjelse med klar artikulation og anstrøg af letkomisk natur.

Humoren og moderniteten er ellers mest tilføjet i kvindeligt selskab. 2. akts oprindelige systue er nu en fabrik, hvor de fremstiller flaskeskibe – og der ryges, snackes og englebaskes. Tøj, hår og rekvisitter bærer nutidige præg, og mopperiet har ligeså grænseoverskridende underholdningshype som i vor medietid. Da det topper i 3. akts vilde sørøverorgie, er man dog helt og aldeles rundforvirret: Hvad er virkelighed og hvad er drøm? Hvem er sømænd og hvem er spøgelser?

Det er forestillingens største brist. Det er for nemt at skabe høj søgang med fantasi og virkelighed, og så bare lade publikum sejle sin egen sø i forhold til hvornår drømmen stopper. Heldigvis kan man altid fange en bølge af drønsmuk og medrivende musik fra orkestergraven og lade sig oversvømme af Wagner-stemningen. Uden drømmetydning. Bare svæve afsted med ’Den flyvende hollænder’.