Anchorman: Fortsat flimmer på skærmen

Børn og dyr hader dig, Ron Burgundy! San Diegos (udtales Diahgos) selvfedeste søn tager hul på firserne med et ynkeligt fald fra tv-nyhedsværternes tinde. Men af uransaglige grunde udser verdens første 24-timers nyhedskanal ham til at udfylde pladsen mellem 2 og 5 om natten, og så samler han det gamle band af endnu tåbeligere med-værter for at revolutionere branchen efter laveste fællesnævner.

På ti år er den oprindelige 'Anchorman' vokset til et vaskeægte, indforstået kulthit, der stadig refereres flittigt af komikere og tv-værter. Og Ron Burgundy er ubetinget det mest ikoniske af alle Will Ferrells knuselskelige kæmpefjolser. Så selvfølgelig kan 'Anchorman 2' (som ingen nogensinde kommer til at kalde 'Fortsat flimmer på skærmen') ikke matche den.

Det gode er, at det prøver den heller ikke. Den vil bare være åndssvagt sjov. Og det er den, især indledningsvist, hvor gensynsglæden med de testosteron-tågende tåber endnu overdøver repetitionen. Det ærgerlige er, at den for at opveje det manglende overraskelsesmoment fylder på og fylder på med spilletid og ender mere end en halv time længere end den veltimede forgænger.

Som altid med Will Ferrell er det ikke plottet, men de absurde, improviserede replikskifter, der tæller. Og der bliver længere og længere mellem den langtidsholdbare citatværdighed, efterhånden som der går ubeslutsomt sketchshow og forudsigelig spoof i de løse handlingstråde, der derfor alligevel kommer til at tælle med.

Baggrundsidioten Steve Carell er jo siden sidst selv blevet headliner, så hans spejlblanke vejrmand Brick Tamland skubbes frem i forreste geled til sin egen enfoldige kærlighedshistorie med Kristen Wiig – det er deres karakterer så for retarderede til at kunne bære efter den indledende kurtisering. Omvendt bliver det hæmmende for absurditeten, når mediesatiren begynder at mene det (halv)alvorligt, og Ron Burgundy skal se lyset (om end i skrupskør dobbeltbetydning).

Men hey, 'Anchorman 2' er stadig Ron Burgundy, der gør, hvad han gør bedst: Læser (alt) op fra teleprompteren med en salon-quality frits. Der er udvidelser af ordforrådet, som ”grotte-kylling”, og der er herlige øjeblikke med crack-piber. Der er genopførsel af den helt korporlige rivalisering med andre tv-værtshold i et masseslagsmål med ny rekord i komiker-cameos. Og ja, der er lidt jazzfløjte.

Så altædende fans kan sagtens lægge 1-2 stjerner til, alt efter smagen for Brick, mens Ron Burgundy-jomfruer bør begynde med begyndelsen eller risikere at skulle trække 1-2 stjerner fra.

Følg @_oh_noe