La Verità

Så sandt som de smeltende ure og de styltede elefanter: Fantasien popper og flik-flakker i gæstespillet ’La Verità’ og skaber fortryllende associationer mellem nycirkus og Salvador Dali.

Drømmebilleder kommer til live og en god del af Dalis surrealistiske symboler fylder scenen, når det multinationale Company Finzi Pasca udforsker det smukke, det faretruende og det absurde i mesterens værker. Med fokus på det originale 9x15 meters scenetæppe af ulykkelige Tristan og Isolde, skabt med inspiration fra Wagners opera til en balletopsætning i New York 1944.

Det er så absolut en fordel at kende lidt til Dali og hans malerkunst, men Finzi Pascas nycirkus kan sagtens opleves som ren underholdning. Det er international kvalitet så det basker, et rent overflødighedshorn af grænsesøgende artisteri med festlige kostumer, lækker lyssætning og underskøn musik – selv irriterende cirkustoner får stil og velklang. Men eftersom der tales og synges i et furiøst miks af italiensk, fransk, engelsk og spansk – og endda lidt malplaceret dansk – så mister man en del, hvis man ikke forstår det.

Kroppene slynger og vrider sig i imponerende positioner, der ville gøre Dali stolt. En tyrefægters dans på stylter med et tyrehoved på hjul er ikke uden humor. Fabelagtige Catherine Girard og Jean-Philippe Cuerrier udfører en kraftpræstation af ekstremt smuk og balletagtig akrobatik, og man har ualmindeligt svært ved at holde kæben på plads, når slangemennesket Felix Salas knudrer sin krop i ubegribelige vinkler. Dybt fascinerende er zig-showet: En rullende metalkonstruktion a la kæmpemolekyle, der hvirvler kompagniet rundt, så man fornemmer forførelse, drillerier og tvekampe. Musikalsk toppes der med den smukke spanske sang ’Sin nada más’ – i betagende kontrasterende hulahopringe-tricks.

Referencerne fløjter ubehersket over de skrå brædder, ikke alle numre er lige veludførte, og man savner ofte bedre fortællinger og mere sammenhæng i vanviddet. Nogle scenarier føles overfyldte med forstyrrende elementer – som silkenummeret, hvor marionetdukken føres temmelig kluntet og en fyr flytter træer (en scenografi-fejl?). Andre er ganske ude af kontekst – eksempelvis diabolos-scenariet, krystalglas-spilleriet samt polkamusik til poledans (som kun få af artisterne virkelig mestrer).

Sjov og klovnerier hører til i cirkus, og der er heldigvis andet at more sig over end de traditionelle pauseklovne. Herligt befriende er nemlig de burleske indslag i form af et knaldrødt ballet-tutu til en af herrerne, et diskret træk i slipset og på smilebåndet under den vilde zig-ruller, og en stangrapsende pige, der løber skrigende tværs over scenen.

Sandhed og surrealisme er to yderpunkter, der søges forenet i ’La Verità’, men det lykkes kun halvt med usammenhængende filosofi-klovnerier over Dali og hans præferencer. Og så overser man i øvrigt en oplagt mulighed for en sandhedsvinkel i det ægte scenetæppe, der hænger i loftet og først rulles ud til skue efter selve forestillingen. Dét er i sandhed et besnærende og foruroligende mesterværk.