Propaganda

På Teater Republique kan man i disse uger opleve noget så usædvanligt som et samfundskritisk nycirkusteater for hele familien: Acrobat, et ualmindeligt akrobatisk familiecirkus er kommet til byen - hele vejen fra Australien.

Nycirkus har aldrig været min stærke side. Ikke at parret fra down under er dårlige, de er tværtimod vanvittigt dygtige, præcise og kontrollerede. De perfekt koordinerede smidigheder og diverse halsbrækkende bevægelser har en vis wow-effekt, især når den kvindelige del for det meste er topløs.

Med en elegance og præcis akrobatisk koreografi bruger de deres kroppe i en vild og kluntet leg mens deres medsammensvorne børn, på henholdsvis 7 og 11 år, spiller tromme, klaver, og sørger for at spotten sidder hvor den skal.

De vildeste akrobat-numre bliver dog til flødeskum uden kage, hvis de ikke vil mig noget. Men det vil de heldigvis. Vi bliver praktisk talt bombarderet med opfordringer fra start til slut. Vi skal fikse verdenssituationen. Vi skal slukke for fjernsynet. Vi skal lege med vores børn. Vi skal gå på bare tæer og lade være at sige ting, vi ikke gør.

Denne rørende og humoristiske propaganda er deres eneste budskab. De stiller krav til os som mennesker.

At hele familien er med i projektet havde jeg svært ved ikke at fokusere på. Hvordan det måtte være at se sin far kæmpe mod sin egen hånd kun iført underbukser. Og hvordan det føles at blæse sæbebobler på sin mor, når hun er en topløs havfrue vendt på hovedet.

Deres store politiske agenda bliver til gengæld elegant leveret. Det er ikke skåret ud i pap, ej heller for abstrakt. Den topløse kvinde serverer penge for sin mand, der er ved at blive kvalt af et meget stramt slips - men man kan da ikke spise penge?

Manden kæmper senere for sit liv i en gå-på-line komedie, der får børnene i salen (og os andre) til at sprutte af grin. Hverdagen er hård, og det er en kraftanstrengelse at spise cornflakes og få sin pyjamas af. Vi kæmper for at være rigtige mennesker.

Mere vil jeg ikke sige. Jeg synes, I skal se den og tage jeres børn med, hvis I har nogen. Med hensyn til børnene på scenen, der mest bliver brugt som rekvisitter, forsvandt min bekymring mere og mere igennem stykket. Spørgsmålet, om man kunne tillade sig at opdrage sit afkom sådan, blev vendt mod mig. Kan man tillade sig at opdrage dem anderledes?

Man kan jo ikke spise penge.