Walking with Dinosaurs
ANIMATION
Premiere 19.december 2013
Her er en af de familievenlige film, man på forhånd håber lægger sig op ad den animerede fætter ’Landet for længe siden’ og en blødere udgave af ’Jurassic Park’. Men skønt dinosaur-effekterne i denne halvt animerede film, halvt naturtro landskabsdokumentar, er gode, mangler ’Walking with Dinosaurs’ desværre den ene livsnødvendige ingrediens, der kan gøre middelmådige børnefilm seværdige for et publikum i alle aldre: Hjerte.
Det er en klassisk coming-of-age-fortælling i farvemættet 3D, i hvilken en klodset pachyrhinosaurus med hul i panserkraven går fra ynkelig lillebror-figur til modig flokleder af hundreder af sine (uforklarligt tavse) artsfæller. Undervejs forelsker vor hovedperson sig til op over begge ører og må arbejde sig op til det uundgåelige endelige opgør med sin brovtne, og langt stærkere storebror.
’Walking with Dinosaurs’ er baseret på showet af samme navn, der er blevet set af over 8 millioner mennesker i 217 byer verden over. Man fornemmer, at filmfolkene har set sig en smule blinde på potentialet i at transportere den succesfulde udstilling fra arena til filmmedie – og dermed har glemt at opdigte en egentlig historie.
Dinosaurerne brøler, går og vånder sig af smerte/hjertesorg. Men man føler desværre aldrig helt med dem, trods de virkeligt virkelige animationseffekter. Det er ærgerligt, ikke bare for børnene i biografsalen, men også for alle voksne dino-entusiaster. Dertil kommer, at de danske stemmers platte overspil og bovlamme replikker desværre intet godt bringer til filmen.
Når det er sagt, så er ’Walking with Dinosaurs’ ikke en decideret dårlig (børne)film. Den er ganske glimrende som harmløs lørdagsunderholdning i biffen med de yngre publikummer, som endda vil lære lidt om de forskellige dinosaurer gennem filmens informative fakta-indspark omkring de mange arter. Det er uskyldigt sjov et langt stykke hen ad vejen, men for en sikkerheds skyld bør forældre til mindre børn (under 8-9 år) være opmærksomme på, at filmen også tackler emner som død, forældreløshed og voldsomme kampe mellem dinosaurerne.
Vi voksne må vente med at se de ægte dinoer vende tilbage til biografmørket, når ’Jurassic Park 4: Jurassic World’ får premiere i 2015.