Prisoners

Smerten slæber sig hen over lærredet i denne ondskabsfulde blanding af ’Se7en’ og ’Mystic River’. Canadiske Denis Villeneuve har – som med prisvinderen ’Nawals hemmelighed’ – skabt en sværvægter, der rammer publikum i de indre organer.

En fortvivlet farmand, der prøver at finde sin forsvundne datter, er set en del gange før. Men i ’Prisoners’ har vi at gøre med en usædvanligt grundigt fortalt historie, hvor hver detalje forstærker forståelsen af familiens smertehelvede. Den barske handling forstærkes yderligere af Hugh Jackman, der spiller Keller Dover – en stålsat knudemand, der gerne går til ekstremer for at redde sin datter.

Villeneuve lader hver scene udfolde sig langsomt og giver publikum rigtig god tid til at suge alle rædslerne til sig. Man sidder med udspilede øjne, når slanger langsomt begynder at myldre frem. Og med en knugen i maven, når hammeren bliver trukket frem for at knuse fingre.

Her er ingen stød under bæltestedet i form af billige gys, hvor et hoved pludselig popper frem fra skyggerne. Den slags udelader Villeneuve bevidst og investerer i stedet i mere langstrakte ubehageligheder. Aldrig får man lejlighed til lige at skrige indvendigt for så at kunne slappe af de næste par minutter. På samme måde må man leve med en konstant tvivl om, hvorfor den evnesvage Alex (Paul Dano) bliver ved med at mumle antydninger af de to forsvundne pigers skæbne.

I Danos skuespil har vi den perfekte sinke, der driver faren og publikum til vanvid med sit urokkelige, minimale udtryk. På samme måde er Jake Gyllenhaal fremragende som den syrlige efterforsker Loki, der får flere og flere mysterier at løse, efterhånden som byens skeletter vælter ud af kældrene.

Man bliver efterladt gul og blå af at have levet sig dybt ind i karakterernes følelsesmæssige dilemmaer gennem 2½ times anstrengelser, og selv slutningen er en nyskabende måde at lege kispus med seerens følelser på.