Farvel til mafiaen

Det er ved at være mange år siden, at Robert De Niros film var garant for gode skuespilpræstationer og solid underholdning. Det samme kan siges om instruktøren Luc Bessons, som siden ’Det femte element’ (1997) ikke har haft meget held i sprøjten.

At disse to tidligere sværvægtere nu har slået pjalterne sammen med ingen ringere end Martin Scorsese (som producerer) og femme fatalen Michelle Pfeiffer, burde som minimum ryste et jævnt underholdende filmprojekt af sig. Det gør det bare ikke.

’Farvel til mafiaen’ er en sortkomisk hyldest til gangstergenren og ikke mindst filmens stjerne selv, Robert De Niro, og dennes tidligere roller som hårdkogt mafioso. Således møder vi gangsterfamilien Manzoni, der må gå under navnet Blake og gemme sig i en landsby i Normandiet, som led i FBI’s vidnebeskyttelsesprogram. Tommy Lee Jones giver den som træt FBI-agent, og man skal ikke mange minutter ind i ’Farvel til mafiaen’ før man også selv sukker tungt over familien Blakes tosserier.

Som de forhenværende gangstere de nu engang er, har familien nemlig svært ved at vænne sig til livet undercover. Mest af alt har de dog lige så svært ved at afstå fra at bruge vold i tide og utide, som tv-psykopaten Dexter har ved at slå ihjel, i serien af samme navn. Blikkenslageren slås til plukfisk med baseballbat og hammer, det lokale supermarked brændes ned, og klassekammerater får smadret hovedet ind. Det er hverken sjovt eller underholdende.

Idiotien i ’Farvel til mafiaen’ når dog sit absolutte højdepunkt i en scene, hvor Robert De Niros karakter ser ’Goodfellas’ (gangsterfilmen fra 1990, som De Niro selv spiller hovedrollen i og som Scorsese har instrueret) til landsbyens filmaften, og efterfølgende holder foredrag om dens uovertrufne kvaliteter!

Det hele er ment som en kærligt indforstået joke mellem gamle venner, men ender som en pinligt uinteressant spillefilm for hele verden at se. Synd og skam.