Otello

Spejlreflekser, der både åbenbarer og forvrænger, er en brillant tilføjelse til Verdis yderst gennemførte Shakespeare-opera ’Otello’. Ikke bare for den flotte æstetik, men også for den psykologiske dybde. Fra gnistrende flammer over vogtende øjne til et overdådigt brudeslør – knugende vitriolsk og blændende smukt. Som de tre hovedkarakterer og deres tragiske skæbner.

Det er et glimrende afsæt af det tyske stortalent Nicola Raab – på Det Kongelige Teaters hyldest til Verdis 200 år i år og Shakespeares 450 år næste år. To andre instruktører skal tage sig af ’Falstaff’ og ’Macbeth’, der skal foregå i samme scenografioplæg.

Engelske Ashley Martin-Davis har skabt en enkel, skarpskåren og mægtig konstruktion af glidende krydsfinervægge, der giver scenerummet nye vinkler. Og dybder i form af gemte døre og spejlfunktionen. Ofte drages man af de vrængede spejlbilleder, der afslører dobbelthed og anden symbolik med stor effekt. I sublimt samspil med svenske Linus Fellboms lysdesign, hvis modlys og skygger er særligt vellykkede.

Det er international kvalitet, så det lyner og tordner, og i orkestergraven svinger Pier Giorgio Morandi dirigentstaven som på liv og død. Men der er også voldsomt uvejr fra start, hvor skibet med den venezianske hærfører Otello er tæt på forlis. En bragende åbning med Operakoret, der går lige i hjertet. Stemningen er fortættet allerede, for misundelsen jager fændrik Jago og hans ondsind smeder straks hævnende intriger mod Otello og hans elskede Desdemona.

I forhold til Shakespeares tekst er historien og persongalleriet forenklet, og det giver operaen større lidenskab at fremhæve de tre hovedkarakterer ligeligt. Jago er en af de største skurkeroller, og John Lundgren dominerer med sin suveræne barytonstemme og strenge positurer. Han synger som den giftige slange Jago er, og selvom han efter pausen er indisponeret, har han særligt i 2. akt sunget til storhed.

Amerikanske Raymond Very er mere blid og sårbar end man normalt forbinder med Otello, og Ann Petersen som Desdemona ligeså. Sammen er de vidunderlige, og det er ganske hjerteskærende, da Otellos jalousi bliver til galskab og han fornægter hende. Som først stivnet, så anklagende folkeflok excellerer koret igen – i forsvar for den uskyldige, der ingen vrede viser.

Tempoet sænkes mærkbart i 4. akt, hvor Desdemona dominerer med smægtende anger. Hun overdriver sin helgenstatus og er en tone for teatralsk, selv for en opera. Særligt er ’Ave Maria’-sangen for langstrakt. Det havde været så fint med en kort version, for der er et smukt varsel i at Otello efterfølgende lister ind og slukker stearinlyset.

Spejlingen flyder gennem hele forestillingen som et ekstra lag af handling og bevidsthed, der kryber ind under huden med det tragiske trekløver. Otello, der søger svar i spejlet; Desdemona, hvis skamfuldhed bliver doblet; og Jago, der resolut ignorerer sandhederne afspejlet. Men ingen kan gemme sig for refleksionerne. Selv publikum får vendt spejlet mod sig.