After Earth

Den er ikke i 3D, Will Smith overbeviser som surt løg, og de første 30 sekunder er virkelig nervepirrende.

Dermed er det bedste sagt om rumrejse-eventyret 'After Earth', der ikke bliver M. Night Shyamalans comeback. Tværtimod fortsætter filmmageren sin forbløffende deroute fra thrillers-alle-taler-om, over thrillers-alle-griner-af, til tamme børnefilm, hvor der af gode grunde skal ledes efter hans navn på plakaten.

Shyamalan undertrykker al legesyge og er tydeligvis blot på arbejde med sin dyre og professionelle iscenesættelse af en dybt forudsigelig historie i et fornærmende sløset scifi-univers. Will Smith har selv fundet på mange af plotsvaghederne, så Jr. kan få noget at rive i. Det er nemlig Jaden Smith, der skal bære den halvanden times tid som purung, følsom space-kadet alene mod elementerne og det meget vrede dyreliv på en fjendtligt indstillet skovplanet.

Planeten er såmænd Jorden, som ellers er blevet evakueret mange århundreder tidligere. Her nødlander den uforløste soldaterlærling sammen med sin skuffede general-far, der heldigvis er menneskehedens største helt, men uheldigvis også dødeligt såret. Så sønnike må på farten efter redningen, mens farmand dirigerer fra vragets fuldt funktionsdygtige kontrolrum og messer i øresneglen: ”Fare er en realitet, men frygt er et valg”.

Med armycut og stram maske underspiller Will alt, hvad han kan, for at give plads til Jaden med krøltop og kronisk tudefjæs. Men der er ingen tegn på, at den Smithske karisma skulle være arveligt betinget.

Den ene er ved at forbløde, den anden ved at løbe tør for ilt, og vi er pænt ligeglade, fordi Jorden er blevet sådan et åndssvagt sted siden sidst. Mytologien er mildt sagt hullet, forhistorien påklistret, scifi-teknologien skiftevis guddommelig og det rene fremtidsbras.

Aldersgrænsen er 11 år, men det er besynderligt, at Shyamalan ikke bare har klippet de værste drabeligheder ud og er gået all-in på et endnu yngre publikum, der gerne sluger noget stort opsat greenscreen-action, drysset med sentimentale familieklicheer på en bund af konstante usandsynligheder – uden at stille for mange kyniske krav om egentligt skuespil, lidt opfindsomhed og noget det minder om en gennemtænkt tanke.