Star Wars: The Force Awakens

Alle verdens Star Wars-medejere kan ånde lettet op og nyde turen. Den mest ventede 7'er nogensinde lever (selv for en 7'er) udelukkende på sine forgængeres nåde, men den lever godt og flot.

30 år senere er Luke Skywalker forsvundet. Uden den sidste jedi er balancen igen forskubbet og den mørke side tilbage ved magten. For fra asken af Imperiet er steget en om muligt endnu ondere ondskab, for hvem en dødsstjerne er en latterlig lille bagatel af et dommedagsvåben. Så Leia kan igen finde sig selv som oprørsleder på en skjult base, mens Han Solo er smuttet tilbage til det, han gør bedst, altså smugle.

Man skal skynde sig at sluge, at vi sådan uden videre er slået tilbage til start, for 'The Force Awakens' kaster sig straks ud i en hæsblæsende, legesyg og dejlig nostalgisk eftersøgning efter den eneste mand, der kan sikre den intergalaktiske fred.

Nye og gammelkendte helte, skurke, droider, rumskibe og familieintriger blandes dygtigt sammen. Universet er rigtigt, stemningen er rigtig, Star Wars-ånden er simpelthen rigtig. Det kan manus ikke helt leve op til.

Den nye Star Wars-dirigent J.J. Abrams har fået det ærefulde (og frygtindgydende) hverv efter sin forrygende friske, men loyale genfødsel af den gamle ærkerival Star Trek. Og det er som forventet de samme dyder, der fungerer her: Fart, charme og god casting.

Glemt er de stivbenede prequels fra 00'erne, når Abrams konstant hopper fra actiongodbid til actiongodbid. Med masser uhøjtidelige smølfespark til klassiske kønsroller og rumeventyrs-klicheer, men heller ikke bange for at være rigtig dyster.

Og så er Abrams selvfølgelig en mand, der forstår værdien af smukke ørkenplanetspanoreringer med Tie-fighters i aftenrøden.

Selvom Harrison Ford får overraskende meget skærmtid, og gode oneliners som "Escape now, hug later!", er det originale, nu midaldrende trekløver blevet bifigurer. Og J.J. Abrams største bedrift er måske i virkeligheden, at det for første gang siden firsernes film lykkes at introducere nogle nye Star Wars-karakterer, vi gider bekymre os om.

De unge, ukendte ansigter Daisy Ridley og John Boyega falder straks i hak som vores nye unlikely heroes, skrotklunseren Rey og afhopperen Finn, og har sammen med den kuglerunde droide BB-8 bestemt potentiale til at blive værdige arvtagere over de kommende fortsættelser.

Og det bliver op til netop 8'eren og 9'eren at tage Star Wars nye steder hen. Omkring to tredjedele inde bliver det for dominerende, at alle karakterer, plot-redskaber og handlingstråde i 'The Force Awakens' er praktisk taget direkte kalkeret over 'A New Hope', den allerførste Star Wars-film (eller Episode IV om man vil). For at tilfredsstille publikum skal vi have en delfinale, og selvom den er medrivende, er den også en for heldig, forhastet og forudsigelig kloning.

Star Wars Episode VII er ikke en øjeblikkelig nyklassiker, men den skuffer slet heller ikke. Det er absolut den bedste gang Stjernekrig siden den oprindelige serie og det herligste rumeventyr siden 'Guardians of the Galaxy' – og det er jo nok den slags mål, vi skal kalibrere vores Star Wars-forventninger efter nu til dags.

Følg @_oh_noe