Tømmermænd tur-retur

”Jeg vil aldrig ændre mig.” Citat Alan af Ulveflokken. Og selvom de andre tre flokdyr er blevet modne og fornuftige, så ved man aldrig hvad, der kan ske, når de følger Alan og Chow tilbage til Caesar’s Palace i Las Vegas.

Denne sidste omgang med Ulveflokken kredser ikke om gårsdagens glemte eskapader, men om nogle helt andre tømmermænd: Voksenlivets ansvarligheder. Derfor er Alan i centrum – som den eneste, der ikke har udviklet eller forandret sig. Eller?

Egentlig er alle personligheder intakte, der er bare lagt en dæmper på uheld, druk og kådhed.

Intervention skal der til for at få Alan (Zach Galifianakis) på rette voksenspor, og med Phil (Bradley Cooper), Stu (Ed Helms) og Doug (Justin Bartha) sættes kursen mod behandlingshjemmet New Horizons.

Men det der kunne have været en forrygende rehab-komedie, bliver hurtigt kørt på action-sidespor af gangsterbossen Marshall (John Goodman). En uafsluttet sag (flygtigt nævnt i første film) om 21 millioner i guldbarrer og Mr. Chow (Ken Jeong) skal have Ulve-assistance.

Det er kun Alan, der kan afslutte partyparaden, og der opstår flere muligheder, som ikke skal afsløres her. Bare at de pantelåner-scener er ubetalelige! Det er kun Zach Galifianakis, der kan slippe af sted med den slags porno-spas.

’Tømmermænd tur-retur’ er som de forudgående film charmerende og ultraskæv i sin hyldest til uheld, overmod og gavflabethed. Herligt som de følger deres helt egen logik. En actionbragende forbryderjagt burde ikke udelukke masser af grin, men på underlig vis er humoren blevet mere underspillet.

Så der er kun få ægte tømmermænd-scener. Bedst er de angribende hanekyllinger med en skydeglad Chow oveni. Og så er lagen-kravleriet på toppen af Caesar’s krampesjovt.

Men det største grin er den epilog, der ruller efter den egentlige festafslutning. Totalt babs og nutte. Nogle ting ændrer sig bare aldrig!