Talenttyven

Anden har gjort det. Mick Øgendahl ligeså. Nu gør Jonatan Spang det! Skifter mikrofon og monologer ud med klaptræ og filmrulle. Humoren er dog stadig i højsædet.

Mark (Casper Crump) lever for dengang, han var feteret stjerne i et drengeband med synkrondans og mimesang. Han drømmer om fordums skrigende pigehorder og hitlisteplaceringer. Kæresten Laura (Mille Lehfeldt) er stik-i-rend-pige i et innovationsfirma og lovende opfinder i fritiden.

Hun får målt sin talentmasse hos dyrehandleren og hobbyopfinderen Aslan (Nicolas Bro). Og er tre streger fra at være Niels Bohr. Hun er et vaskeægte geni! Lauras selvtillidstank fyldes op til bristepunktet og fører til en spændende forfremmelse. Marks karriere sigter mod bunden. Da han opdager, at talent ikke alene er målbart, men også flytbart, får han en plan.

En plan, der er mere Murphys lov end succesformel.

Filmskabende komikere forfalder ofte til sketch-skabelonen, men 'Talenttyven' har kun momentvist denne brist. Den glidende udvikling er spækket med humor, spænding og sammenhæng.

Platheden holder dog i hånd med grinene, og selvom lattermusklerne bruges flittigt, når kragetæerne ved øjnene ikke tårevædende højder. Lun kluklatter, men sjældent decideret skraldlatter.

Karaktererne er stereotype, men også charmerende og elskværdige. De bliver først rigtig sjove i dialogen. Når det skøre plot folder sig ud i fornøjelige fraser. Som i Marks selvskrevne popsang, hvor kaniner rimer på Palæstina. Eller Lauras sjofle chef, spillet af en veloplagt Frank Hvam, der bramfrit bemærker, at ”barsel er noget, som HK og satanen har skabt.”

I filmens parodiske grundpille nærmer narrestregerne sig crazy-comedy. Og filmens rygrad hviler i den politisk ukorrekte tone.

Jonatan Spangs debut overrumpler eller udfordrer ikke, men den fornøjer og underholder. Nogle gange skal der ikke mere til.