Undskyld jeg forstyrrer

Denne film bliver markedsført som skæv komedie. Det er ikke løgn. Fra filmens både finurlige og tragiske start til dens både blodige og bedårende udgang, går historien sin aldeles skæve gang.

Hvis man skal kende sin hund (eller film) på halen, så logrer denne så kraftigt, at al nipsen ryger på gulvet i en frydefuld kaskade, bragt på vej af optrin og replikker, hvor ondt bliver værre, indtil det ender som det skal. Hvad det så end betyder.

Man har Helene (Sara Hjort), en 21-årig pigekvinde, der er underlagt sin hysterisk manipulerende mor (Lotte Andersen) og dennes hund, Lillebjørn (!) der er mere elsket end datteren. Som i øvrigt ikke ved, hvem hendes far er. Så da den fallerede direktør (Søren Østergaard) på et mindre, konkurstruet københavnsk teater måske kunne være ham, tager Helene forbi. Med hunden.

Hun starter, uden helt at ville det (måske), en lavine, sat i gang af små, bizarre hændelser, der for altid ændrer en afdanket førsteelsker (Peter Gantzler…hvilket jo er morsomt i sig selv), en krævende diva (Stine Stengade) og et på samme tid meget hæmmet, forrykt og neurotisk hashvrag af en talentfuld manuskriptforfatter med en kodyl skriveblokering (Nicolas Bro). Langsomt stiger pigen i graderne, bider sig fast i sine nye rammer som en terrier. Og bliver en kvinde.

Og det er meget, meget morsomt. Og (vid)underligt. Scenerne og replikkerne skruer sig skævt ind på hinanden, så når man lige føler, at nu går det fremad, så sidestepper historien.

Man når lige at krumme tæer, gyse, grine og rette fodtøjet ud igen, inden næste skævert rammer. Det er altid ikke optrinene i sig selv. Eller ordene. Eller de mange akavede pauser. Delene er ellers ramsaltede nok. Men det er kombinationen. Og så et hold dygtige skuespillere, der får bragt nerve og bund i nogle meget sælsomme figurer.

Filmen er baseret på bogen ’Biroller’ af instruktørens barndomsven, Erling Jepsen. Henrik Ruben Genz instruerede også ’Frygtelig Lykkelig’ efter Jepsens roman. Begge gør det i tragikomik, så omsorgssvigt bliver sært underholdende uden at miste brodden. ’Biroller’ fik blandede anmeldelser og Helene var en langt mere usympatisk og kalkulerende figur i romanen.

Talentfulde Sara Hjort giver Helene en sødme og en dobbelthed, der får det løjerlige og opkørte til at glide fint ned. Og hun er en glimrende hund. Nicolas Bros forvandling fra misforstået geni med en voldsom eksistentiel angst til forelsket mand, er bare rørende. De løser ender er mange, men fint nok.

Der er meget mere, man kunne skrive om filmen. Men det er jo ikke nogen banegård.