Total Recall

Hukommelse på overload. Minder i fragmenter. Velkendte, tankevækkende temaer i Philip K. Dicks sci fi-univers, hvorfra cirka et dusin historier har inspireret filmiske fortolkninger. De fleste desværre ganske mislykkede, og denne omgang ’Total Recall’ bringer heller ikke meget nyt til genren.

’Erindringer engros’ er titlen på Dicks novelle, hvis tankespind omkring fantasi versus minder er essensen af både dette rabaldertrip og Paul Verhoevens 90er-hit ’Sidste udkald’. Men hvor Verhoeven har en vovet og hyperbolsk stil (som man vel enten elsker eller hader), så er det ikke originalitet og overraskelser, der rykker hos Len Wiseman.

Velkommen til Rekall, der gør fantasier til minder. En nyttig fornøjelse, når man er menigmand som Doug Quaid (Colin Farrell). I en verden raseret af kemisk krigsførelse, hvor hverdagens vildeste svip er Faldet - en mega-ekspresselevator, der forbinder de to tilbageværende civilisationer. Så lyder hemmelig agent-trippet som en ren ønskedrøm. Men Doug bliver viklet ind i et hjernespind, hvor han har svært ved at skelne virkelige erfaringer fra implanterede erindringer.

At være agent er pludselig ikke et drømmejob, når ens kone (Kate Beckinsale) viser sig at være en forræderisk dræber, ens genkendelse knap nok gælder ens elskede (Jessica Biel), og ens hullede hukommelse er nøglen til verdensfred.

Med jordforbindelsen som eneste store plotændring lægger handlingen sig så tæt på 90’er-filmen, at det nærmere føles som en genfortælling af denne end en film inspireret af Dicks novelle. Ærgerligt, da det ville have været oplagt at stille skarpt på den psykologiske splittelse og dyrke Dicks analytiske vinkler.

I stedet får vi bulder og brag mellem luftkastellerne. Hvilket er vældigt og effektivt, og særligt sublimt sejt filmet, så man næsten mærker suset fra Faldet og svævebilerne - filmens mest originale tilføjelser, som også hver især leverer semi-seje tyngdekraftscener. Alt sammen i en blændende detaljeret art direction og CGI, der imponerer med håndindbyggede telefoner og luminescerende tatoveringer.

Men hvor spektakulært dette univers end ser ud, så minder det altså om andre og bedre film som ’Blade Runner’, ’Det femte element’ og ’Star Wars: Klonernes angreb’.

Rekall: Fortæl os din fantasi, og vi gør den til dit minde. Jo tak, jeg genopfrisker Verhoeven-fantasien, der for længst er indlemmet i kultselskabet af sci-fi film, mens Wisemans udgave næppe er noget man genkalder sig - hverken på overload eller i fragmenter. Og da slet ikke engros!