The Adjustment Bureau

Der er nogen, der sørger for, at tingene går efter planen. Og de går rundt imellem os i trenchcoats og bløde hatte, parate til at gribe diskret ind, hvis vi ikke selv kan finde ud af blive på livets udstukne rute.

Det finder den unge og folkekære, men lidt for impulsive arbejderklasse-politiker Matt Damon tilfældigt ud af, da kærlighed og en anelse uagtsomhed kommer på tværs af et højere formål i 'The Adjustment Bureau' – noget så sjældent som en sci-fi-thriller, der ikke lever af vild computer-skabt action, men af sin fængslende præmis og en brandvarm romance, vi gider krydse fingre for.

Som den mystiske og indtagende fremmede, vor helt bare ikke må få, stempler Emily Blunt nemlig ind som en alvorlig udfordrer til Zooey Deschanels status som tidens mest henrivende filmbrunette.

Effekterne er der selvfølgelig, men de er afdæmpede, og spændingen holdes stram uden at løsne et skud undervejs. For det handler ikke om liv eller død, men om det ene eller det andet liv. Om fri vilje kontra skæbnen. Og truslen om det hvide snit.

'The Adjustment Bureau' kan ikke sige sig fri for genrens tendens til logiske selvmodsigelser og deciderede fjolletheder (vi skal blandt andet tilbage til de bløde hatte her), og er hverken særlig dyb eller særlig indviklet, når det kommer til stykket. Men den underholder og romancer fuldt tilfredsstillende.

Forlægget er en novelle af science fiction-afguden Philip K. Dick, og udfaldet hører bestemt til i den bedre ende af Dick-filmatiseringerne, uden dog at udfordre 'Blade Runner', (den første) 'Total Recall' eller 'Minority Report'. Ingen af dem har så til gengæld Emily Blunt.