Pagten

København er stadigt tørlagt for teater, og jeg tyede derfor til andre midler. Efter at være faret vild i både Holte, Sorgenfri, Lyngby og Virum fandt jeg ildrød i hovedet og en time forsinket endeligt frem til Det Flydende Teater. Jeg fik heldigvis lov til at deltage i den sene forestilling og kunne sammen med en fuld besætning, et lille kor og Thorkild Bjørnvig (Pelle Nordhøj Kann) gå ombord i Blixens (Lars Ljunggreen) skude.

Flittige læsere/teatergængere husker måske Folketeatrets Reumert-nominerede forestilling 'Om Baronessen' fra december, men for jer andre gentager jeg gerne det selvsamme plot: Karen Blixen – den store internationale, kvindelige danske forfatter – møder den unge lyriker Thorkild Bjørnvig. En voldsomt givende, men også krævende relation vokser, og sammen skriver de en pagt på altid at berige hinanden kunstnerisk. Thorkilds kone Grete (i denne udgave glimrende spillet af Mette K. Madsen) er i begge stykker med og skaber spændinger i ægteskabet og så sandelig også mellem forfatterne.

Handlingsforløbene er stort set identiske. Fra det første møde på Blixens Rungstedlund til det sidste i Kandestederne i Jylland.

Denne forestillings bagmænd – både dramatiker (Line Mørkeby) og instruktør (Jacob Schjødt) – har også en vis hr. Reumert stående hjemme på reolen. Alligevel lykkes det dem ikke at forløse mig, og historien om kunstens ofre og det oplagte trekantsdrama drukner i en forførende natur og et forfærdeligt kor.

Ja, forstå mig ret, synge kan de muligvis, men deres flerklangige strofer fra hovedpersonernes forfatterskaber forekommer forstyrrende banale og slører essensen af fortællingen og dens tilspidsede situationer. Al vildskab, drift og særhed overdøves af treklange og klimte-instrumenter.

Den smukke Furesø lader dog heldigvis lyset danse ind ad blondegardiner og rammer Blixens kridhvide ansigt, og det skal ikke stå uskrevet, at vi alle er betagede af hende, som hun står der med sine sorte øjne. Hendes skude kommer dog aldrig rigtigt ud, hvor det gælder, og uden en større forløsning må vi atter gå i land og ind i den smukke natur, der så idyllisk danner scenen langt fra de københavnske teatersale.