Dødsdansen 3.0

Man kan ikke elske uden at hade. Som August Strindberg udtrykte det: Kærlighedshadet. De to modsatrettede følelser får fuld skrue til denne sølvbryllupsfest, og som gæst bliver man involveret på både festgen og følelseslag. Gaffel og kniv er ikke kun til indtagelse af middagen, så hold styr på dem!

Allerede inden vi går ind ad æresporten til Alice og Edgars sølvrammede fest, bliver vi engageret i snak om ægteskab og skilsmisse, introduceret med et svirp af Anne Linnets ’Tusind stykker’ og afrundet med fællessangen ’Det er så yndigt at følges ad’. Og efter en skarp (snaps), en snild (borddækning) og en sprælsk (kædedans), bliver vi bedt om at notere et råd om hvordan man får et parforhold til at holde. Nogle læses højt, andre drøftes med borddame/herre – som i øvrigt skiftes undervejs – og vigtigst af alt: det rumler i hovedet aftenen igennem, og får afgørende betydning for dramaets udvikling.

For det sølvgrå ægtepar (Gunnvá Zachariasen og Ulver Skuli Abildgaard) smider snart lykkemasken og kaster deres følelseslede ud over festlighederne, så ingen er i tvivl om kærlighedshadet, der har drevet dem i 25 år. Hans tyranni, hendes svig, de fælles manipulationer, løgne og magtkampe, der har isoleret dem fra deres børn og venner. Så da Alices fætter Kurt (Matthias Hahne Thorbjörnsson) dukker op efter mange år udenlands, aktiveres gamle og nye problematikker, der leder ind i en infam dødsdans.

De tre medvirkende får hurtigt publikum til at lege med. Dans og sang krydres med et par selskabslege, hvor kniv og gaffel indgår – og bliver man udvalgt som deltagende par i den ene leg skal man ikke være for genert omkring sit privatliv. Eller man kan lyve – som værtsparret også gør – for som et af dramaets temaer er: hvis den anden ikke ved det, ikke hører eller ser det. Som Lisa Ekdahl synger: ’Vem vet’.

Strindbergs udødelige klassiker ’Dødsdansen’ har fået moderne kick af ikke bare publikumsinteraktion men også kulinarisk medvirken. Alle skal medbringe en grønsag, hvormed vegetarmenuen tilsættes nye smagsvarianter efter kokkens valg. Denne aften svenske Soniya Sjöberg, der får skabt et kålorgie, kun overgået af en selleri(bøf) og en særdeles skøn butternut squash. Snacksene op til dette Kødets lyst-hovedmåltid er ikke så interessante som deres overskrifter: The Gift, Den sidste røg, Kundskabens saft, men den fine dessert kan sagtens få Paradisets fornemmelse frem.

Tematisk rammer mad-overskrifterne godt, og bestemt med den sydende ironi, der dominerer Strindbergs halvklaustrofobiske værk. De musikalske indslag er lige lovligt kække, man er i hvert fald ikke i tvivl om spydighederne ved eksempelvis Jerry Willams’ ’Did I tell You (that I love You)’, Thomas Helmigs ’Det er mig der står herude og banker på’, og den dårlige smag af hævn kammer over med gæsternes skrål på ’Alice, who the fuck is Alice?’-refrænet i det gamle Smokie-hit.

Men stemingen er høj og dramaet knugende i regi af Pelle Nordhøj Kann fra Teatergrad, hvis samarbejde med Malmø-baserede Teater Insite og færøske Teater Tvazz havde svensk turnepremiere i november og efter de danske breddegrader rykker til Færøerne. Derfor tales der både svensk og dansk, hvor det færøske primært er på viseplan, eller i vredesudbrud hvor man ikke behøver de eksakte ord for forståelsen.

De tre aktører fylder godt i det store forsamlingsrum, denne aften Danske Studenters Roklub på Østerbro, og resten sørger det veloplagte publikum for. Der snakkes livligt under den sene hovedret, og man er pludselig midt i andre menneskers liv og meninger, når alvoren rammer i skuespillets afslutning, hvor knive og gafler igen skal i spil. Så midt i nogens tankeforvirring og andres kaffetørst virker den svidende smerte fra Alice og Edgars dødsdans ikke så mærkbar som den burde være.

Senere kommer det dog, for oplevelsen sidder i kroppen, som interaktivt teater bør, og der er stof til eftertanke for alle aldre her. Hvor meget er had og hvor meget er kærlighed? Det kan være svært at skelne efter så mange år. Og endnu sværere at skulle vælge – hvis man overhovedet har et valg. ’Dødsdansen 3.0’ er absolut en fest man bør opleve, og det ville være oplagt med en turne i hele landet, helt ud i de fest- og følelsesmæssige afkroge.