Bliktrommen

Stykket starter med en fødsel. Vi hører lyden af tungt åndedræt, tæppet kravler langsomt op, en ung pige står i kraftige veer. Mellem hendes hænder kommer Oskars ansigt til syne. Så hans skuldre og med begge hendes arme som åbning, resten af hans krop. De falder om, er begge udmattede. Scenen er barnets blik.

Bliktrommen er genfortællinger født af drengen Oskars hukommelse. Fra baby til teenager tager han os med gennem sit magiske liv.

Hans mor, Agnes (Sonja Richter), er splittet mellem to mænd. Polakken (Frank Thiel) og tyskeren (Morten Staugaard). Hun kan ikke vælge og gifter sig med den ene og bevarer sit forhold med den anden. Oskar væmmes ved de voksnes adfærd. Deres bedrageriske, selviske, løgneriske opførsel frastøder ham og da han på sin tre års fødselsdag modtager en fantastisk bliktromme, beslutter han sig for aldrig at ville vokse. Han vil ikke tilslutte sig menneskeheden, denne usle race.

Inde i hans lille barnekrop, vokser dog stadigt hans tanker og følelser og med en magisk bliktromme i hænderne, dirigerer han rundt med alt og alle. Nazisterne danser vals, mors tysker føler skyld, skoleeleverne falder i søvn og folk falder om. Når nogen vil tage trommen fra ham, skriger han så alt glas splintres, ingen kan stille noget op.

Stykket er skrevet som roman af Günter Grass og handler om tiden før, under og efter Anden Verdenskrig. Hver scene og situation er fuld af magisk symbolik og historien om en købmandsfamilie bliver historien om hele Tyskland.

Hvad man forstår fra disse barneerindringer er individuelle, men da tyskeren, polakken og deres fælles kærlighed, Agnes, tager til stranden, bliver symbolikken grufuldt nærværende. De skimter en mand der langsomt trækker et friskt, sort hestehoved op på land. Ud af hestens øjne, ører, mund, trækker han ål så tykke som arme. Agnes brækker sig. Hendes mands, tyskerens, deltagelse i krigen. Udnyttelse, undertrykkelse, råddenskab, ondskab. Hendes egen plads mellem de to mænd. Alt dette kan ikke holdes tilbage længere.

Maja Ravns scenografi omslutter det magiske børneunivers fuldstændigt. Oskar vender folk på hovedet, vægge ryger op og ned, vi bliver kastet rundt i et barns fantasi-univers. Iscenesættelsen er fantastisk. Alle scener er smukke billeder, meningsfulde og givende.

Og Nikolaj Lie Kaas (eftertrykkeligt også hans medspillere) spiller hamrende godt som det ondskabsfulde barn der, søgende efter kærlighed, dikterer verdens gang.