Den Glade Enke 2.0

Gris eller grisette? Operette er opera på den lette måde, som denne nytolkning af Lehárs populære klassiker viser særdeles festligt, rig på visuelt lir og topaktuel satire. En svineproduktion af format, der krøller den danske teaterkulturpolemik under lystige tekster og liflige toner. 

Adam Price og Kasper Holten har opdateret ’Den Glade Enke’ til nutidens mediebillede, hvor penge, branding og prestige hersker. Den danske tekst er moderne samfundskritik peppet op med kække kønskommentarer, der indimellem bliver lidt for lumre og fjollede. Som operettens lidt saftigere søstre: Varieteen og kabareten. Men Prices svinetolkning ligner allermest revy med fuld knald på referencer til kulturpersonligheder og hurtige hints til spektakulære kulturchok. 

Retro og genbrug er stadig et hit, og det er den gennemgående stil visuelt. Holtens hofscenograf Steffen Aarfings rekordstore diskokugle deler sig i to og indholdet er for- og bagsiden af teaterlivet: Den snoede foyertrappe iklædt rød løber overfor tre etager med kontor, garderobe og rekvisitrum. Begge ligner noget man har set før, men svineslagteriet, der ruller sig ud i 2.akt, er helt nyt og originalt. 

Denne 2.akt er et forrygende mellemspil, hvor den svinerige enke (Gisela Stille) inviterer til fest og indstiftelse af prisen ’Årets kultursvin’ på 300 millioner kroner. De kroghængte slagtedyr passerer over scenen imens rulleskøjtende lyserøde piger med griseører og -haler uddeler grisette-smagsprøver, og gæsterne holder sig for næsen. For penge lugter og man skal indimellem lave svinestreger for at få fat i dem, og det bliver der så rigeligt af her. Og den største grisebasse er måske en kvinde?

Der djøf’es en del, for selvom teaterchefen (Morten Staugaard) er en mand, så er det kvinden (Lise Baastrup) bag ham, der styrer økonomi, politik og.. ja, det sidste skal ikke afsløres her. Men det er det bedste djøf oveni en ret pæn og lykkelig slutscene, hvor Det Kongelige Teaters nye hype igen springer ud og hylder mangfoldigheden og opfordrer til at være præcis det man ønsker og vil.

Inden da er operatraditionen udfordret af Lise Baastrups powerversion af Aretha Franklins signatursang ’Respect’, og teatertraditionen tilsnusket af reality-finalen på ’Gift ved første knald’ livesendt fra teaterscenen. Her er Palle Knudsen fremragende som hovedpersonen, der ofrer integritet og karakter for at få ny berømmelse.  Den gode og den dårlige version af det kulturpolitiske dilemma ved at tænke i successhows, der giver topindtjening, men samtidig opretholde en finkulturel og innovativ kvalitet.

’Den Glade Enke’ balancerer skarpt og lystigt på grænsen til det overgearede, og tager succesen hjem på satiren og den glade letfærdige stemning. Man er topunderholdt og i godt humør efter dette enkebal i den kulturelle grisesti.