Route Irish

Der er noget befriende over en filminstruktør der søger nye græsgange i stedet for bare at tygge drøv på den samme mark. Loach gjorde det allerede med sin forrige film, den til tider nærmest fjantet komiske ’Looking for Eric’, og nu vender han skuden igen og kaster sig med ’Route Irish’ over thrilleren.

Fergus og Frankie er to af Liverpools stolte sønner. De drømmer fra barns ben om at se verden. Det kommer de til. Fergus bliver soldat og lokker senere Frankie med ud på eventyr i Bagdad i et privat vagtværn, der tager sig af diverse sikkerhedsopgaver for besættelsesmagten.

På et tidspunkt skal Fergus hjem igen, og i hans fravær bliver Frankie slået ihjel. Fergus, overvældet af sorg og skyldfølelse, har på fornemmelsen at noget omkring vennens død ikke er helt fint i kanten, og han sætter sig for at opklare det.

Frankies død er for så vidt en meget fin indgang til en thriller, problemet er bare at opklaringen ikke foregår i Bagdad, men derimod bag en laptop i Liverpool, via internet og grovkornede filmoptagelser fra en mobiltelefon. Det er meget svært at holde et spændingsniveau i thrilleren, når helten får de fleste af sine oplysninger siddende på en kontorstol. At Loach så i slutningen af filmen rigeligt kompenserer med eksplicit vold og eksplosioner, gør bare forsøget endnu mere ynkeligt.

Loach er ellers på hjemmebane i skildringen af den hjemvendte Irak-soldats vanskeligheder med at passe ind i sit gamle liv i den hjemby han forlod få måneder forinden. Han er også på hjemmebane i skildringen af omgivelsernes undren og fremmedgjorthed over for krigen og soldaten.

Befriende eller ej, Loach er ikke thriller-instruktør. Men han er noget andet. Han er Loach og derfor er filmen såmænd stadig bedre end 75% af de film der når de danske biografer.